Svenske madklassikere – #2 svenske kanelbullar

kanelbullar

Hver gang jeg serverer mine svenske kanelbullar, får jeg spørgsmålet om hvordan jeg laver dem. De ser da også ret blærede ud, men sandheden er, at det er enormt nemt at lave dem. Jeg har forsøgt at forklare det med ord så mange gange uden større held, så nu prøver jeg med billeder.  Den svenske variant er ikke helt så tung som de danske kanelsnegle og det undrer mig egentlig, når jeg ved, hvad jeg putter i. Kan ikke lade være med at tænke på, hvad der er i dem man køber ved bageren, da de vejer tre gange så meget som disse!

Til ca 30 ‘bullar’ skal man bruge:

  • 50 g gær
  • 150 g smør
  • 5 dl mælk
  • 1/2 tsk. salt
  • 1 dl sukker
  • ca. 800-900 g hvedemel

Til fyldet:

  • 1 pakke smør 250 g
  • ca. 1 1/2 dl sukker
  • rigeligt med kanel

Æg og ‘pärlsocker’ til pensling og pynt.

Smelt smørret og tilsæt mælken, varm det op til ca 37 grader. Smuldre gæren i en skål og hæld mælk/smør over. Tilsæt salt, sukker og mel. Dejen må ikke blive for tung men skal give slip fra skålen. Lad den hæve i ca 30 min.

Del den derefter i 3 lige store dele som du ruller ud til en plade på ca 50×30 cm. Fordel godt med smør, sukker og kanel over.

image

Pladerne ruller du sammen på langs.

image

Og det er nu, det bliver ’svært’. Skær først en tynd skive – ikke helt igennem, men næsten – (ca 5 mm) og læg den ned. Skær yderligere en skive og læg den til venstre og den sidste – nu skær du igennem – lægger du til højre. Voilá!

image

Derefter skal de have lov at hvile en halvtime igen før de pensles med pisket æg og drysses med ‘pärlsocker’, som nok desværre ikke kan købes i Danmark… Hvis I kender nogen der kender nogen der tager til Sverige, så bed om at få en pakke med da det lige er prikken over i. De kan selvfølgelig også laves uden, de er mest til pynt.

210 grader, midt i ovnen ca. 12 min og så er de klare til at spises.

Man kan også vælge at lave en længde, så skal man bare ikke skære igennem efter tredje skive, men blive ved med at lægge dem skiftevis venstre/højre indtil længden har den ønskede længde.

Godt, nemt og billigt – men måske ikke så sundt! ;-)

8 comments

    • Aargang73 says:

      Ja, prøv dem! De er gode og plejer at falde i god jord både hvad der gælder smag og udseende. Fortæl mig gerne bagefter hvordan det gik. Held og lykke! :-)

    • Aargang73 says:

      Dejligt, du fandt dem Anja! :-) Håber du får dem afprøvet og hvis du gør; fortæl gerne hvad du synes :-)

Skriv et svar