Langt om længe – sådan cirka 5 år senere – er jeg nu i luften. Flying high :-) Jeg har i løbet af de sidste mange år haft mine ups and downs, bumps på vejen og perioder hvor jeg ærligt talt var ved at blive sindssyg, af at ikke komme videre. (Alt det, kender I allerede godt…).
I starten af 2018 besluttede jeg, at det skulle blive året, hvor jeg kom ud af hamsterhjulet og videre. Det skulle blive året, hvor jeg tog en beslutning om, hvad jeg vil med mit liv.
Tanken om at læse til kostrådgivere var ikke ny, men det var en af de tanker der skulle have lov at falde sådan helt på plads. Idéen har poppet op utallige gange i løbet af de sidste år, men blev altid puttet tilbage i kassen med låg på. Jeg døjede med at få det til at hænge sammen – der var både noget med tid, økonomi og timing.
Jeg besluttede dog at prøve det af, uden at tage nogen drastiske beslutninger, for at i første omgang finde ud af, om det overhoved var mig. Jeg tilmeldte mig uddannelsen på distance og startede stille og rolig i sommerferien sidste år – og fandt hurtig ud af, at det var LIGE mig!
Når arbejdet startede op igen, brugte jeg aftner og weekender på at læse. Planen var at stille og rolig blive færdig med uddannelsen og derefter stille og rolig starte op som selvstændig. Jeg håbede og regnede med, at et par år eller tre, ville være nok for at komme i mål med projektet. Følelsen af at være på vej gav en ro, men følelsen af at det gik umådeligt langsomt, tog lidt af glæden.
I september opfyldte jeg en gammel, gammel drøm; jeg tog til Nordspanien og gik 240 km på ‘caminoen’. Det har været et af de punkter på min bucketlist som altid har ligget som et af de punkter, der skulle på plads ‘en gang i fremtiden’. Men lige pludselig tog min veninde og jeg en beslutning om at få booket den tur, og hvor er jeg glad for det.
Turen var helt igennem fantastisk, og jeg tænker at jeg på et tidspunkt vil skrive et indlæg om den. Jeg ved ikke helt, hvad jeg egentlig haft af forventninger til turen, men det blev den vildeste rejse – ind i mig selv.
De første 4 dage, hvor vi gik fra Sarria til Santiago de Compostella, gik vi sammen med mange andre pilgrimme. Men når vi fra Santiago gik videre til Fisterra, var vi pludselig ganske alene på vejen. Og det var på denne strækning, hvor følelserne væltede frem. Pludselig stod det hele så lysende klart og jeg var overhoved ikke i tvivl. Det var nu, og ikke først om to eller tre år, jeg skulle videre med mit liv.
Heldigvis har jeg verdens bedste mand, og han bakkede mig 100 procent op, når jeg kom hjem og fortalte ham om mine planer. Jeg kom hjem fra Spanien om fredagen, mandag morgen gik jeg ind til min chef og bad om et års orlov. Heldigvis har jeg også verdens bedste chef… Følelsen var pludselig så stærk og jeg vidste, at om jeg kunne gå 35 km om dagen med 15 vabler på fødderne, så kunne jeg også finde styrken til at bryde op og starte på en frisk. Men jeg vidste også med sikkerhed, at hvis ikke jeg tog skridtet med det samme, så ville modet og troen på mig selv stille og rolig forsvinde igen.
Jeg bestod min eksamen i slutningen af januar og siden da, har jeg arbejdet på at få hjemmeside og sociale medier på plads. På hjemmesiden har jeg også en blog og her vil jeg dele med mig af alt jeg ved ;) Det jeg gerne vil formidle er, at det med at spise sundt ikke er kedeligt, men at sund mad smager fantastisk. Jeg vil også formidle, at det med at spise sundt ikke er besværligt. Det er spørgsmål om vaner og vaner kan stille og rolig laves om.
Min nye hjemmeside hedder MalinB og jeg håber, at du vil kigge forbi. Jeg håber også at du kan lide, det du ser, og at du bliver ved mig ❤. Du kan følge mig igennem Bloglovin’. Du kan også følge mig på både Facebook og Instagram og jeg lover, at jeg vil gøre alt jeg kan for at overbevise dig om, at det med at spise sundt både er nemt og lækkert.
❤ Knus ❤
Jeg forsvandt, 
…behageligt tøj og en tandbørste. Det er det jeg har med. Jeg er næsten lige tjekket ind på et lille hotel i Skagen, og her har jeg tænkt at blive hele weekenden. Helt og aldeles alene.
Den sidste tid er lysten at rejse alene, begyndt at melde sig. Det er lidt sjovt, for når jeg taler med dem omkring mig, er der mange kvinder i min alder der går rundt med samme tanker og den samme lyst. Måske er det typisk for kvinder over 40…
Det går lidt stærkt for tiden og selv om det er noget jeg selv i høj grad har lagt op til, trænger jeg snart til en dyb indånding og til en pause… Det med at leve efter mottoet ‘lev hver dag som om det var den sidste’, er ikke noget jeg har lyst til eller kan holde til i længden. Jeg har brug for at en gang imellem ‘bare være’ – tidspild eller ej.
Det går lidt trægt med at skrive på bloggen lige for tiden og der er langt mellem indlæggene. Det er egentlig ikke for at jeg mangler noget at skrive om, og jeg kan nok også finde tiden til det, det har snarere været det, at jeg har gået rundt og syslet med nogle tanker omkring fremtiden på bloggen.
Jeg sætter nu punktum for en fantastisk ferie. Bortset fra det lidt kedelige sommervejr, blev ferien lige som jeg ønskede. Fremfor alt har vi som familie, og som par, fået rigtig meget tid sammen og det er for mig langt vigtigere end sol og varme. 
I går aftes lavede vi den dejligste, spontane tur til Hals og det blev sådan en aften vi sent vil glemme. For min mand og jeg føltes den nærmest magisk, da vi for første gang i rigtig langt tid havde formået at samle alle vores tre drenge til en tur.