Tre generationer Agapanthus

Dem der har fulgt med i noget tid her på siden, ved godt at jeg er ret vild med mine Agapanthus. Det var lidt af en tilfældighed vi fik dem købt for 5-6 år siden, men vi har simpelthen haft så meget glæde af dem siden. De kommer trofast tilbage år efter år og hver sommer bugner de af blomster i en hel måned. Når de afblomstrer klipper jeg blomsterne væk og de grønne blade står og pryder indtil krukkerne kommer i hi når frosten kommer.

For to år siden forsøgte jeg for første gang at tage frø fra blomsterne for at fremdrive mine egne Agapanthus. Jeg såede dem allerede i februar og jeg var ved at opgive rigtig mange gange. Men pludselig efter en måneds tid kiggede de frem. I starten ligner de mest græs. Tynde, skøre græsstrå.

Jeg har en følelse af, at de er meget skrøbelige, men måske er de stærkere end jeg tror. Jeg passer og plejer dem i hvert fald som om de var, og de har stået indendørs hele vinteren og hele foråret og det var først i slutningen af juli, de kom ud i haven – stadig i krukke.

Den jeg såede sidste år (billedet i midten) har fået lov at stå udenfor hele vinteren sammen med de gamle. Det ser ikke ud til at den har taget skade af det, da bladene efter hånden ser ret kraftige ud. Den kommer ikke med blomster endnu, men det skulle efter sigende gå tre, fire år før det sker.

Om et par uger er det tid til at tage frø igen og i år vil jeg være rigtig flittig og så en masse små, nye krukker. Jeg håber, at alle mine små Agapanthus en dag, vil komme til at se ud som “moren”.

2 comments

  1. Karin says:

    En smuk plante og skønt du fik held af selv at plante og lege.
    Øv det vil ikke være muligt for mig, har meget begrænset plads for at undgå frost til planter.

    • Aargang73 says:

      Kære Karin, ja det er lidt sjovt når det lykkes at få lavet sine egne planter Nu ved jeg ikke om du har have, men jeg har hørt, at de godt kan klare frosten hvis de bliver plantet i et bed og ikke i krukke.

Skriv et svar