Det med at rejse alene, er noget jeg længe drømt om. Frihedsfølelsen bare ved tanken på at sætte sig i et tog uden at have en bestemt rejseplan, men bare få lov at tage dagene som de kommer – og uden at tage hensyn til andres ønsker og lyster. Eller tanken på at vandre ’el camino’ helt alene; tage rygsækken på, slukke for mobilen og bare gå alene med sine tanker. Til tider har det med vandreturen føltes som noget jeg bare var nødt til at gøre, før jeg dør. Som om en uge på caminoen ville hjælpe mig at sætte alle tanker på plads.
Eftersom behovet trængte sig på men tiden bare ikke var nu, valgte jeg at tage af sted alene en weekend til Skagen. Bare for at snuse lidt til det med at rejse på egen hånd. Forventningens glæde var stor dagene op til og kufferten blev pakket med (alt for) mange bøger og et (alt for) stort udvalg af strikketøj. Dagbogen hvori jeg skulle samle mine tanker var selvfølgelig også pakket med.
Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet at få ud af mine 48 timer som eremit, men jeg havde nok håbet på at få sat nogen tanker på plads. En slags ’aha-oplevelse’? Jeg havde nok håbet på at finde mig selv på en måde nu hvor der var tid og ro til tanker og fordybelse. Ingen forstyrrelser, men kun mig selv helt alene med mine tanker og min dagbog.
Det blev ikke helt som forventet. Den ro som jeg havde håbet på at finde blev forstyrret af et uendeligt tankemylder. Tankerne fløj frem og tilbage og jeg nåede knapt nok at registrere dem før næste tanke trængte sig på. Måske var det stressen af at skulle finde sig selv på 48 timer som gjorde at hjernen var nødt til at arbejde for højtryk. Jeg gik en lang tur i solskinnet fra hotellet og ud på grenen og til sidst var jeg simpelthen nødt til at sætte en lydbog i ørene. Jeg kunne ikke holde alle de tanker ud.
Udover det tankemyldre blev jeg også forstyrret af hjemve. Jep! Det kom ærligt talt lidt bag på mig eftersom jeg glædet mig så meget til denne weekend men også fordi det kun var tale om 2 dage. Det fik det hele til at føles lidt meningsløst og tankemyldret blev lige fodret med tanken på om jeg skulle tage hjem til familien allerede lørdag. Skal jeg blive, eller skal jeg tage hjem? Jeg besluttede mig for at blive nu hvor jeg var taget af sted. Heldigvis.
Under de to dage i mit eget selskab lærte jeg alligevel noget om mig selv. Jeg elsker at være alene, men det skal helst være her hjemme – rejser vil jeg helst dele med nogen jeg holder af. Tankerne på at sætte sig alene på et tog til en ukendt destination og planerne på at vandre alene i Spanien er sat på Stand-by. Det er en utrolig lettelse på mange måder, da min bucket-list er lang nok i forvejen.
Selv om rejsen ikke helt opfyldte mine ønsker på det lidt dybere plan, nød jeg Skagen i solskin. Der var koldt og blæsende men det med at tage godt med tøj på og gå en lang tur, er noget af det bedste jeg ved. Og for første gang i mit liv oplevede jeg sæler på stranden.
Den kommende weekend skal jeg på kærestetur med min mand. Jeg vil tage et enkelt strikketøj med og nok også en enkelt bog og ellers bare nyde tosomheden og gode samtaler. Det plejer at være den bedste kur mod tankemylder. Det med at finde sig selv i en 40-års-krise er ikke så nemt, men der skal nok tid til. Meget tid…
Åhh, jeg drømmer også om Caminoen. Alene. Men hvis jeg bare skal være, så er det helt klart også derhjemme, der er det bedste sted til den slags! Men mega-sejt at du gjorde det, og skønt ser det ud! ❤️
Er det rigtig – drømmer du også om Caminoen alene? Gad vide, hvorfor der er så mange af os der gør det? Umiddelbart tænker jeg at det virker til at være en fantastisk kontrast til det forjagede liv vi normalt lever – tror du ikke at det er det, som lokker? Sådan helt back to basic… ❤️
Okay, så det var ikke lige det du forventede, men nu er det jo afprøvet. Det er lidt ligesom vi siger til børnene… “I er nød til at smage på grøntsagerne før I kan sige om I kan li’ dem” ;0)
Tænker, at det er bedre at opdage det i Skagen end på 2. dagen i Spanien ;0)
Faktum er at du gjorde det du havde lyst til (nogle mennesker når aldrig så langt), og nu kender du dig selv lidt bedre – godt gået!
Du har så ret Pia, og det lige nøjagtig sådan jeg har det med min weekend i Skagen. Jeg fik prøvet det af og jeg er glad for at jeg opdagede det nu og ikke på starten af turen til Compostela de Santiago. Jeg vil stadig gerne gå caminoen men det skal nok ikke være alene. Jeg siger også til børnene at de skal kaste sig ud i det og ikke være bange for at mislykkes – noget jeg selv har været/er enormt dårlig til. Jeg er glad for, at jeg denne gang forsøgte at leve som jeg lærer.
Caminoen bliver aldrig mig. Alle de mennesker der er på sådan en tur vil stresse mig, jeg vil ikke kunne finde den ro, som turen er tiltænkt. Jeg vil ikke kunne sove i en sovesal, trods træthed efter en lang gåtur. Jeg har brug for den totale ensomhed. Ved dog ikke om tankemylderet vil komme som du oplevede.
Fedt med en weekend bare for dig efterfulgt af en kæreste weekend.
At opleve Skagen når vejret er med er fantastisk.
At sove i sovesal, er (slet) heller ikke mig, men heldigvis kan man vandre caminoen på mindre primitive måder. Den er også lang og nogen strækninger er mere trafikeret end andre, og jeg ville heller ikke vælge den del af ruten som er mest kommerciel. Jeg elsker at være helt alene, men noget tyder på at en lang gåtur eller en formiddag helt alene på matriklen er nok for mit vedkommende. I det mindste fik jeg sat det på plads. Det var en gang for nogle år siden hvor jeg slet ikke kunne holde ud at gå lange ture, da mit tankemyldre var så enormt. Jeg kunne slet ikke være i det og de ture som skulle virke beroligende, blev enormt stressende. Så opdagede jeg lydbøgerne, og kunne igen nyde mine gåture alene.
Jeg har tidligere i min ungdom rejst alene. Derfor ved jeg, at det er noget for mig. Man er simpelthen tvunget til at få kontakt med andre til tider. Og det er sundt for mig som introvert, at udfordre egne grænser. Så jeg drømmer stadig om en rejse alene. Yoga-retreat spøger en del. kh. Birgitte
Nogen gange tænker jeg at det er lige det, som er grunden til at lysten er der; jeg har aldrig som ung rejst alene. Eller boet alene. Eller for den skyld været alene. Jeg har altid været sammen med andre. At tage på yoga-retreat står stadig på min liste, men det med at være helt alene, føles ikke så vigtig lige nu…
Jeg har også rejst alene som yngre- og synet af togene side by side på hovedbanegården sætte gang i min udlængsel- det ikke at skulle forhandle alle beslutninger om at gå op eller ned ad gaden, se på butikker, museer eller hvor man skal spise… længslen efter noget der er nemmere- jeg var så i Hamburg med nogle kollegaer- som alle rejste hjem ½ dag før mig- og det var søndag- det var godt nok lidt ensomt- og mindede om tiden som au pair- hvor tiden var lang… men ja at bare være hjemme – alene hjemme er faktisk noget af det bedste 🙂 så vi må arbejde på blandingen af det vi kan lide og har behov for- sammen med at være sammen med vores familier – også.