..kun i én bil og ellers i bus… Det var da jeg gik i stå i på vej til arbejdet i maj måned, som tankerne begyndte omkring det med to biler – var det nu også nødvendig? Kunne det lade sig gøre, at klare sig med én? Tænk alle de penge vi kunne spare op og bruge på sjovere ting end benzin og grønne afgifter!

Vejen derfra og hertil har været lang og sej og jeg er ærligt talt ved at kaste op over det at snakke bil! Vi har taget beslutninger mange gange, og om igen, kun for at tage en ny beslutning straks efter. Ny bil/brugt bil? En bil/to biler? Stor bil/lille bil? En ny/en brugt? En stor/en lille? Der har været mange forskellige scenarier på spil og det er faktisk enormt anstrengende at hele tiden skulle forholde sig til nye beslutninger!

Når vi så langt om længe besluttede os for at sælge den ene bil, kunne vi ikke få den solgt. Så er det man igen lokkes til at tænke i nye baner. For 14 dage siden tog vi dog den afgørende beslutning og kørte op til en bilforhandlere med vores to ‘gamle’ biler og byttede dem mod én næsten helt ny. Vi lad vores to biler stå, og kørte sammen hjem i én. Og vi har ikke fortrudt det ét sekund siden.

Vores hverdag ser nu lidt anderledes ud og mine nye vaner kommer nu til brug. Jeg har ‘altid’ været vant til at tage en meget stille og rolig morgen her hjemme og køre hjemmefra først lidt i 9. Nu hvor jeg bliver kørt af manden på arbejdet, skal jeg være klar til afgang lidt efter kl. 7. Jeg skal derfor stå meget tidlig op for at få min lange morgenstund (som jeg ikke vil undvære). Vi er nu også sammen om at handle ind og sørge for mange af de andre praktiske ting på vej hjem fra arbejdet. Vi har taget en dag ad gangen og planlagt hvordan vi bedst og mest praktisk får tingene løst og det er gået over al forventning. Faktisk, er vi blevet rigtig glade for den stund vi har sammen i bilen både morgen og aften hvor vi virkelig får talt sammen. Udover det, er vi blevet meget mere effektive med vores tid, og ‘rykker igennem’ når vi har bilen.

Måske lyder det som om jeg forsøger at pynte lidt på situationen når jeg siger, at det indtil videre har givet mig ro, at ikke have en bil til rådighed hele tiden. Helt uventet (!), da det var lige nøjagtig den frihed bilen også indebær, som jeg var bekymret for at skulle undvære! Jeg synes faktisk, det er lidt af en lettelse at ikke hele tiden have mulighed for at være på farten. Jeg skal ikke ud og købe stort ind og jeg skal heller ikke køre børn, hente det ene eller det andet eller lige ordne det tredje. Der skal nok komme situationer hvor jeg virkelig mangler min bil, men lige nu, gør jeg ikke.