Min garderobe er fuld af minder. Hvert stykke tøj har sin egen lille historie. Min blå kjole fra Esprit minder mig om T’s konfirmation for to år siden. Den minder mig også om al den tid jeg brugte før konfirmationen på at finde “den rigtige kjole”. Pyt med konfirmandens tøj 😉
Den pudderfarvede, lange kjole med tynde stropper fører tankerne til P og S’s bryllup sidste sommer men minder mig også om et par andre skønne fester, hvor jeg havde den på. Mine slidte cowboybukser bringer minder fra en hyggelig shoppingtur sammen med svigermor for flere år siden. Cowboybukserne jeg købte den gang, ejer jeg og elsker jeg stadig. Og så nederdelen fra Desigual som jeg købte på vores ferie på Mallorca den gang jeg blev 40. Den bringer skønne ferieminder sammen med familien – dels fra Mallorca, men også fra mange efterfølgende ferier, hvor jeg har haft nederdelen på.
Det sidste år har jeg mest købt brugt tøj. Jeg har shoppet i Røde Kors, Blå Kors, Kirkens Korshær og Kræftens bekæmpelse. Sidste uge var jeg en tur i Kirkens Korshærs butik i jagten på noget sjovt til stuen. Jeg fandt ikke noget af det jeg søgte, men kom hjem med to nye cardigans og et par skindstøvler til mig selv (til en samlet pris på 90 kr.). Jeg manglede faktisk et par støvler, så jeg blev enormt glad når jeg fandt et par nye, sorte skindstøvler i den rigtige størrelse og lige med den højde hæle, jeg godt kan lide! Og så til en pris af 40 kroner!
Jeg kan ikke lade være med at tænke lidt over hvilke historier der ligger bag det tøj jeg køber brugt, før det havner i min garderobe. Det er som om, jeg mangler historien. Hvem ejede tøjet? Hvor har de købt det? Var det en gave? Måske en gave de ikke brød sig om? Og hvad er grunden til at de sendt så godt som nyt tøj til genbrug?
Efter hånden har jeg meget tøj i min garderobe der ‘mangler en historie’, men jeg har selvfølgelig givet dem en egen historie; minder fra Københavns-turen sammen med min søster, loppe-shopping-turen med min svigerinde, en hyggelig loppe-eftermiddag med sønnike og mange, mange mere. Og mon ikke fremtiden byder på mange flere historier til rimelige penge 😉
Sådan som du har det med tøj, har jeg det med bøger, og jeg kan ikke få mig selv til at smide bøger ud fordi de alle minder mig om bestemte perioder i mit liv. Tøj knytter jeg mig ikke så meget til, men jeg har nu to kjoler jeg kun gemmer fordi de bærer på nogle meget vigtige minder … Så, jo, jeg har det nok også lidt sådan med tøj … 🙂
De støvler ser da bare så pæne og helt nye ud. Tænk at du kun har givet 40 kr. for dem!
Kære Nana, jeg kan have det på den måde med mange ting egentlig! Også bøger. Men tøj jeg ikke bruger, ryger oftest ud. Men det er først når det har fået lov at hænge i garderoben i rigtig lang tid uden at blive brugt. Der ligger også sække med tøj på loftet, og det er nok mest nostalgi. Det ryger i den store oprydning af loftet her til foråret en gang. Tror jeg nok 😉
Det er vildt, som du kan finde. Det kan man altså sjældent herinde mod København. Der er meget langt mellem snapsene ???? Men jeg giver som regel mine aflagte videre til andre. Dog er jeg lige nu ved at samle en pose med tøj, som slet ikke kan mere. Der er hullet eller for nusset. Så skal det i H&M hvor de laver det om til nyt tøj ???? Kh Birgitte
Det med H&M er nemlig en rigtig god idé, Birgitte. Bare det at tøjet kommer til glæde på en eller anden måde. Jeg tager til København i morgen og jeg håber da på at rende ind i en god genbrugsbutik. Men jeg tror du har ret i, at de mange gange bliver mere eksklusive i storbyerne. Men jeg har lavet et godt køb en gang på Carlsberg loppemarked, tror jeg det hedder. Kan det passe?
Jeg knytter mig også til tøj, selvom det jo bare er en beklædningsgenstand. Men det kan jo være specielle fester, øjeblikke eller den man har fået det af. Jeg er altså også glad for at kigge i genbrugsbutikker. Man finder altid noget fantastisk, måde tøj og interiør 🙂 – men dejlig du fik nogen lækre ting 🙂
Det sjove med at finde ting i genbrugsbutikker, er at det er ting ikke ‘alle andre’ har. Det bliver håndplukkede ting både til garderobe og hjem. Og så har de jo en historie (selv om vi ikke kender den).
Sikke et kup med støvlerne, det er altid så godt at komme rundt i genbrugs butikkerne. Og hvis man laver et fejlkøb, så behøver det ikke blive i garderoben, fordi man har givet 500 kr for det.
kh Rikke
Støvlerne var et kup, Rikke. Men der kan også være langt mellem de gode fund og mange gange går jeg derfra uden noget. Men jeg tænker det er blevet lidt af en hobby og jeg synes, det er så afslappende i genbrugsbutikker i forhold til nogen af de almindelige tøjbutikker. Måske har det noget med de pensionister der arbejder der at gøre, og den musik de vælger at spille 🙂 Og du har helt ret, man behøver ikke at ærgre sig over fejlkøb, omvendt ved man, at pengene er gået til et godt formål!
Man kan finde sååå meget lækkert i genbrug – også på boghylderne.
– A
Det kan man nemlig, VenterPaaVin 🙂 Og blandt porcelæn og glas.
Jeg elsker brugt tøj – om jeg køber det i genbrug eller arver det fra veninder, så elsker jeg bare brugt tøj. Mine unger arver også tøj og the tween er ok med genbrugsbutikker og køber sommetider tøj der sammen med mig:) Elsker alt genbrug:o)
Hej Mette, jeg tror det er ret ‘ind’ blandt tweens og unge mennesker at købe brugt tøj – i det mindste blandt pigerne. Det hjælper da også på tøjbudgettet i den alder, ønskerne er mange. Mine drenge gør da også store øjne nogen gang når jeg kommer hjem med næsten nyt mærkestøj til ingen penge – lige der kan de godt se fidusen med at rende i genbrugsbutikker 😉