Der var tre ting vi allerede hjemmefra var opmærksomme på, vi skulle være forsigtige med i Rio. Det var solen, overfald og myg på grund af zika-virusset. Af samme grund pakkede vi rigeligt med solcreme med allerede hjemmefra, købte det bedste mygspray man kunne få på Apoteket og forhørte os alle relevante steder om hvordan man kunne færdes i byen uden at blive udsat for overfald. At forberede sig er jo en god ting, derefter skal man bare huske at efterleve det.

Den første morgen vågnede vi op til et totalt overskyet Rio. Det regnede endda lidt og drengenes skuffelse var ikke at tage fejl af. Det var alligevel en god varme så vi tog short og ja-hatten på og gik ned til Copacabana. Det var fantastisk! Vandet var varmt og vi gik med bare tær i vandet indtil stranden stoppede og vi ikke kunne komme længere. Solen kiggede frem små stunder og det hjalp lidt på humøret – vi havde jo set flest billeder af Copacabana i solskin, så det var jo ligesom det, vi havde forventet at se.

I enden af stranden mødte vi en mand. Han pegede og fægtede med armene og rablede en masse på portugisisk. Med hjælp af vores spansk og en god portion fantasi fandt vi frem til, at det han gerne ville fortælle os var, at man kunne gå op til toppen af bjerget som lå der var stranden endte. Det kostede indtræde, men 8 kr for voksne og 4 kr for drengene kunne budgettet lige klare.

Vi vidste ikke helt hvad der ventede os men vi gik ikke mange meter før vi opdagede at der var aber i træerne. Den første vi mødte nærmede vi os meget forsigtig for at nå at tage et billede af den, men det viste sig, den ikke var bange for os og at vi kunne komme helt tæt på. Vi opdagede lidt længere ind på turen at der var aber overalt og de blev veldokumenteret både på film og på foto.

På vej ned af bjerget igen konstaterede 4 ud af os 5 at de var fyldt op med myggestik. Det var så nok det, som den myggespray skulle have hjulpet os at undgå, men den lå stadig i emballage på hotelværelset. Mistake number 1. Nu krydser vi fingre for at lige disse myg ikke bar på zika. Hverken drengene eller jeg planlægger at blive gravid, men da viruset i første omgang giver influenza lignende symptomer, håber jeg at vi undgår!

Tilbage på hotelværelset igen kunne 5 ud af 5 konstatere at vi var brændt. 2 af os sådan virkelig godt og grundigt – min mand er nærmest lilla! Mistake number 2. Solcremen lå også på hotelværelset og grundet overskyet himmel og regn havde vi ikke lige set den komme! Drengene føler sig nu alligevel lidt sikrere på at de nok skal komme solbrune hjem fra denne ferie…

Lillebrors fokus lå større delen af dagen på det høje bølger på Copacabana. Han er familiens store badedyr og at gå forbi det vand uden badebukser, var næsten mere end han kunne holde til. Hoteller ligger heldigvis tæt på, så vi besluttede at gå tilbage til stranden om eftermiddagen. Det var de vildeste bølger og selv om drengene kun holdt sig ved strandkanten, var det lige i overkanten, fik jeg fortalt. Jeg var taske passer da jeg har fået fortalt, man ikke en gang kan lade sit tøj ligge hvis man vil være sikker på at ikke skulle gå tilbage til hotellet iklædt håndklæde.

Jeg kunne se dem komme på afstand. Et gæng på omkring 8 drenge der gik sammen langs stranden. Jeg stod med min iPhone 6 og fotograferede drengene i vandet og rent instinktivt vidste jeg, at jeg skulle lægge telefonen væk. Når de nærmede sig kunne jeg se de blikke de sende til hinanden og hvordan de delte sig op i mindre grupper. Deres offer var en ældre mand der sad alene på stranden med sin iPad. Et brasilians par i nærheden nåede også at se, hvad som var på vej, og gik frem til manden og bad ham lægge sin iPad væk og det var åbenbart nok for at drengene skulle opgive. For et øjeblik. Det gik ikke mange sekunder før de havde udset en ny turist, en ung kvinde med rygsæk som de omringede. Det hele gik så stærkt og jeg nåede ikke at opfatte om de fik taget noget i den rygsæk, men folk kom løbende for at hjælpe hende så måske slap hun med forskrækkelsen. Mistake number 3; tage til stranden så sent som kl 16.30. Det brasilianske par som hjalp manden fortalte mig at det var omkring fra det tidspunkt og frem, de begynder at dukke op; drengebandene. Den yngste var ikke meget ældre end vores lillebror…

Normalt bliver jeg nemt utryg og føler mig usikker. Jeg er “typen der holder hårdt i tasken og kigger mig over skulderen” lige så snart jeg kommer udenfor Danmarks trygge rammer – sådan lidt overdrivet. Det passer ikke altid helt sammen med min lyst at rejse og min brændende interesse for andre kulturer og mennesker, men jeg udfordrer mig selv på det og nægter at lade denne usikkerhed stå i vejen. Ved planlægningen af rejsen følte jeg mig lidt usikker på at besøge Rio og hvis ikke det været for min mand, tror jeg ikke vi var kommet til denne by. Men hvor er jeg bare glad for at han fik lov at bestemme (for en gangs skyld). Byen er alt igennem fantastisk og selv om det er den farligste by jeg nogensinde har rejst i, føler jeg mig overhoved ikke utryg. Selv om jeg haft oplevelsen med overfald helt tæt på, går jeg ikke rundt og er bange. Der en en masse forbehold for at være turist i denne by, men hvis bare man holder sig til dem, føler jeg ikke at det er farligere at rejse her end mange andre steder.

Efter 48 timer i Rio, har vi allerede nået at få en masse indtryk og en opfattelse om byen og vi er possitive. Rio er utrolig smuk med den grønne, grønne skov omkring, de mange grønne bjergtoppe og det turkise vand. Vi har stadig meget til gode at se i denne by før vi rejser videre til Ilha Grande, og jeg glæder mig til at få det sidste med. MED solcreme og myggespray…