Verdens bedste brød og to andre opskrifter

verdens bedste brød

Der er tre slags brød som jeg gerne vil anbefale at man selv prøver at bage, hvis man vil spare lidt på madbudgettet. Siden jeg begyndte at bage disse, kan jeg nærmest ikke få mig til at købe hverken franskbrød, pitabrød eller burgerboller ved bageren.Den første opskrift er ikke blot verdens bedste, men også verdens nemmeste OG billigste brød! Jeg har bagt det virkelig mange gange, og det er stadig et hit her hjemme og blandt gæster.

Verdens bedste brød

Det man skal bruge til et brød er;

  • 10 g gær
  • 5 dl fingervarmt vand
  • 2 tsk. salt
  • ca. 600 g hvedemel.

Som med de fleste andre slags brød, starter man med at opløse gæren i vandet. Derefter tilsættes salt og mel. Dejen må ikke blive for fast, den skal være let og luftig, så let at den på et tidspunkt skal kunne hældes ud af skålen. Dette tager virkelig ingen tid og man skal ikke en gang have fingrene ned i dejen. Jeg laver ofte dejen om morgenen før jeg tager på arbejdet, så er den klar til at bage til aftensmaden – den skal have hele dagen (eller hele natten) til at hæve.

Når dejen har hævet færdig: Stil en ovnfast gryde med låg nederst i ovnen som tændes på 250 grader. Når ovn og gryde/fad er helt varmet op tager man det ud af ovnen og hælder dejen deri. Her må man ikke have for travlt – hvis formen ikke er ordentlig varm, brænder brødet fast.

Sæt låget på og bag brødet i 45 minutter. Lad det køle lidt af, før du skærer det i skiver. Meget nemmere kan det vist ikke blive!

Hjemmebagte Pitabrød – 16 stk.

Min egen erfaring af pitabrød er, at de gode også er dyre. Og den billige slags er ikke værd at sætte tænderne i. Man kan nemt selv lave en omgang som er både gode og billige.  Denne sats bliver til 16 brød, så der burde også være nogle til fryseren til en anden god gang eller til madpakken dagen efter.

hjemmebagte pitabrød

Ingredienserne er de samme som til franskbrødet, mængden lidt anderledes:

  • 30 g gær
  • 6 dl. lunkent vand
  • 2 tsk. salt
  • ca. 900 g hvedemel

Gæren røres ud i vandet og derefter tilsættes salt og mel. Dejen arbejdes godt igennem og skal derefter hæve 45 min – 1 time til at hæve.

Tænd ovnen på 250 grader.

Dejen skæres ud i 16 lige store stykker som i første omgang trilles til små kugler og derefter rulles ud med en kagerulle til den rigtige størrelse. Læg brødene på en plade og lad efterhæve ca. 10 min.

Bag brødene midt i ovnen i ca. 6-8 min

Fortvivle ikke hvis brødene er helt og aldeles flade når de kommer ind i ovnen – de skal nok boble op som de skal.

Brødrene Prices Burgerboller – 8 stk.

Hvis ikke du har prøvet at bage disse, så er det vist på tiden. Som navnet tyder på, er det en opskrift fra de to madlavende brødre.

  • 3 dl sødmælk
  • 20 g gær
  • 0,5 kg hvedemel
  • 1 tsk. fint salt
  • 1 spsk. sukker
  • 30 g smør
  • 1 smule æg
    (til pensling)
  • 1-2 håndfulde sesamfrø

Varm mælken til 37 grader og opløs gæren heri. Tilsæt salt, sukker, rumstempereret smør samt mel. Pas på med at få for meget mel i dejen, tilsæt melet lidt efter lidt, for at undgå bollerne bliver for tunge. Arbejde dejen godt igennem.

Lad dejen hæve i ca. halvanden time.

Del dejen i 8 lige store stykker og tril dem først til boller og rul dem lidt ud med en kagerulle.

Lad dem hæve i ca. en halvtime før de pensles med pisket æg og drysses med sesamfrø.

Bag dem i 200 grader i ca. 15 min.

God fredagaften til jer alle der ude! I kan stadig nå at sætte dejen til et franskbrød til i morgentidlig.

3 comments

Skriv et svar