Værtindegave – kurv med hjemmelavet konfekt

Værtindegave

Så er det mig der har overtaget stafet pinden! I slutningen af april fortalte jeg lidt kort om mit samarbejde med Karen, Nana og Pia. Vi er fire ‘modne’ kvinder som blogger, fordi vi ikke kan lade være. Idéen om vores samarbejde bunder først og fremmest i at have et netværk med andre der blogger, for at kunne hjælpe og sparre hinanden. Udover det med sparring, har vi også besluttet at lave nogle fælles projekter, og det første af slagsen bliver en slags stafet. Sammen vil vi lave en serie indlæg hvor vi kommer med idéer og forslag til værtindegaver – gaver som er lidt mere personlige end den ‘flaske vin’ eller ‘buket blomster’ man henter på vejen.

Værtindegave-stafetten vil foregå i 12 uger og vi startede sidste fredag, hvor Karen kom med flere gode idéer til at give ‘noget med noget i’. Jeg har nu overtaget pinden fra Karen og næste fredag, afleverer jeg den videre til Nana. Fredagen derefter får Pia pinden og så starter stafetten forfra igen. Resultatet skulle gerne blive inspiration til 12 forskellige idéer til personlige værtindegaver .

Præcis som Karen, kan jeg bedst lide at give gaver, hvor man kan se, der er en tanke og et engagement bag og præcis som Karen, samler jeg også på kurve, glas og andre emballage som en dag måske kan bruges til en gave. Det med at skynde sig ud og finde det man søger i sidste øjeblik lykkes sjældent, så det er en god idé at have et lille lager med den slags. Jeg køber ikke så sjældent kurve og lignende i genbrugsbutikker og loppemarkeder af den grund, at man kan finde noget der ikke findes andre steder.

Mit første bidrag til stafetten bliver en kurv med hjemmelavet konfekt. Umiddelbart kan det virke som om der skal rigeligt af både tid og overskud til at lave denne, men de to slags chokolade tager samlet set ikke mere end 45 minutter at lave. Man laver dem samtidig i et moment, derfor går det hurtigt.

Opskrift 2 slags chokolade til værtindegaven

Jeg har lavet en pose med Snickerskugler og en pose med nøddechokolader og til de to slags skal du bruge;

  • 300 g mørk chokolade
  • 150 g friske dadler
  • 100 g groft hakkede, saltede peanuts
  • 3 spsk. peanutbutter
  • 2 dl hakkede hasselnødder, mandler, valnødder eller hvad du godt kan lide
  • 1 dl kokosmel

Start med at temperere chokoladen. Hvem er bedre til at fortælle hvordan det skal gøres end Mette Blomsterberg?

Hak dadlerne fint på et skærebræt med en kniv og bland dem godt sammen med hakkede peanuts og peanutbutter. Tril dejen til små, mundrette kugler og læg dem til siden.

Hak nødder og mandler groft og læg også dem til siden.

Når chokoladen er smeltet som den skal, lægger du kuglerne i chokoladen og rør rundt indtil de er godt dækket. Saml dem forsigtig op med en ske og læg dem på en tallerken med bagepapir. Lad dem køle af i køleskabet.

Snickerskugler

Læg de hakkede mandler og nødder samt kokos i den resterende chokolade og bland sammen. Saml op med hjælp af to teskeer og læg chokoladen i små toppe på bagepapir. Lad også disse køle af i køleskabet.

Nøddechokolade

Voilá – to slags chokolade konfekt er klar til værtinden! Pak dem pænt ind og læg dem i en kurv, zinkfad eller lignende.

Poserne som jeg har brugt, de små klistermærker samt kurven på det nederste billede har jeg købt i Søstrene Grene. Kurven på det øverste billede er købt i en genbrugsbutik. Jeg fik en hel kasse træuld foræret af den lokale blomsterbutik sidste år, og den har jeg meget glæde af – både når jeg laver værtindegaver og gaver til konfirmanden.

Værtinde

Tidligere indlæg i værtindegave-stafetten:

Karen – Noget med noget i

11 comments

  1. Karin says:

    Hvilke lækkerier du der har haft gang i. Modtageren bliver da vildt glad 🙂
    Jeg vil så gerne være hende der er den kreative, min far var fantastisk til at hitte på, mor kom med små hint og far gjorde det. Jeg prøvede at leve op til arven, desværre overhørte jeg hele 4 gange stressramt (både arbejdsmæssigt og privat), rejste mig og kørte videre i overhalingsbanen.
    Efter sidste tur bevæger jeg mig med meget små skridt frem, så jeg laver overspringshandlinger, blandt andet på det område.

    • Aargang73 says:

      Kære Karin, det er ikke meningen man skal gå ned med stress for at leve op til andres forventninger og vi bliver alle nødt til at lave overspringshandlinger en gang imellem. Selv slapper jeg helt vildt meget af, når jeg får lov at være kreativ. Uanset om det er i form af at lave konfekt, noget med strik, syning, papir eller noget helt femte. Jeg kan slet ikke lade være! En gave kan jo godt være personlig selv om den ikke er hjemmelavet ❤️ Knus

  2. Anja says:

    Chokoladerne ser virkelig lækre ud. Og sikke en fin indpakning du har lavet. Virkelig gennemført. Jeg ville super gerne være værtinde til den gave 🙂

    • Aargang73 says:

      Tak Anja! Værtinden blev også glad. Hvis du giver en kop kaffe en dag, skal jeg nok tage en pose med 😉 Kh Malin

  3. Birgitte B says:

    Åh ser lækkert ud. Til jul laver jeg ofte en stor portion pebernødder og putter på små glas til værts-gave. Jeg elsker både at få og give de små hjemmelavede gaver. Kh. Birgitte

    • Aargang73 says:

      Hjemmebagte småkager er nu også superhyggeligt at få. Hvis du kan lide hjemmelavede gaver har du 10 uger endnu hvor du kan hente inspiration – her og hos de andre tre 🙂

    • Aargang73 says:

      Det er nemlig også en god gave at have på lager. Specielt til de værtinder der ikke selv kan styre strikkepinderne 😉 Kh Malin

Skriv et svar