Simresøndag – Ungarsk gullash

Søndag – perfekt dag for simremad. Og måske specielt en vinter-søndag hvor der er lidt koldt og gråt udenfor. Det er virkelig noget hyggeligt over mad der står og simrer i “evigheder” og fylder hjemmet med dufter. Det er ofte nem og hurtig mad i den forstand at det ikke rigtig kræver nogen tid i køkkenet. Der er også en fantastisk måde at få brugt grøntsagsrester på. Det er ikke så sjældent at vi laver en lergryde i ovnen efter princippet “vi tager hvad vi har plus en kylling”. Det bliver som regel altid godt. Simremad er også god gæstemad da det kan forberedes i god tid men alligevel godt kan virke lidt overskudsagtig i en ellers travl hverdag. Lav den gerne dagen før – gryder smager næsten altid bedre og af mere dagen efter. Så bliver det ikke meget nemmere at invitere gæster en fredag aften. Du skal bare huske at lukke op for rødvinen.

Ungarsk Gullash er en klassiker. Der skal ikke så mange ingredienser til men smager rigtig meget af det, det er. I denne udgave har jeg tilføjet gulerødder da jeg synes det giver lidt ekstra til smagen.

Ungarsk Gullash med gulerødder, 5-6 pers.

  • 1500 g oksebov
  • 6-7 gule løg
  • 4-5 gulerødder
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 2 spsk. paprika
  • 1 dl vand
  • 2 tsk. salt
  • 2 fed hvidløg
  • merian

Skær kødet i tern. Skræl løgene, skær dem i tynde skiver og svits dem gyldne på en pande. Læg kød og løg skiftevis i en gryde. Bland tomaterne med paprika, vand, salt, hvidløg og merian og hæld det over kødet. Stil gryden nederst i ovnen og tænd den på 175 grader. Lad gryden stå og simre i ca. 2 timer eller indtil kødet er mørt. Skær gulerødderne i stykker og læg dem i gryden. Lad simre yderligere 30 minutter. Servere gryden med ris eller kartoffelmos og drys gerne lidt hakket persille over.

Lige før jul, fyldte vi fryseren med en kvart ko. I forbindelse med dette, ligger en udfordring i at lave mad med nogle dele, jeg aldrig før har brugt. Oksehale, f.eks. som efter sigende skulle smage rigtig godt. Jeg tænker at noget af kødet bliver lavet som simremad en søndag indenfor kort tid.

6 comments

    • Aargang73 says:

      Det var dejlig, jeg kunne sprede lidt søndags-hygge helt hjem til jer, Mette :) Håber at du snart vil gøre det samme for mig ;-) Fortsat god søndag til dig, det lille der er tilbage af den <3

  1. Birgitte B says:

    Uhm mums :-) vi får altid suppe om søndagen i vinterperioden. Det passer bedst med, at vi oftest står sent op og får stor morgenmad. Så behøver aftensmaden ikke være så tung. Kh. Birgitte

Skriv et svar