Jeg vågnede før vækkeruret en dag i sidste uge med én tanke i hovedet: jeg vil besøge min farmor og farfars gamle sommerhus. Min farmor og farfar er her ikke længere, men deres sommerhus står der stadig, og det er efter hånden mange år siden jeg var der ude. Huset er stået tomt siden min farmor gik bort for 15 år siden og selv om min far og onkel i starten prøvede på at vedligeholde det for god ordens skyld, må vi nok indse, at kampen er tabt.
Min far og hans bror voksede op i et rækkehus lidt udenfor Stockholm. Endnu lidt længere væk fra Stockholm, havde familien et sommerhus – et af dem som jeg personligt vil kalde en rigtig sommeridyl. Et lille hus, med stor grund og med udsigt udover markerne. Det lå tæt på en sø hvor de både kunne bade og fange “kräftor”. Man kom dertil langs små slingrende grusveje hvor man passerede hus, det ene mere idyllisk end det andet. Her tilbragte min far og min onkel alle deres barndoms somre og jeg kan nemt sætte mig ind i den lykke og den frihed de har oplevet her.
Da jeg var barn, var det grundet den korte afstand mest dagsture vi lavede ud til sommerhuset. Jeg elskede at være der og der var små ting som at hente vand i brønden, lege med min fars gamle lastbil og drikke saftevand i hængekøjen der lokkede. Når jeg blev lidt ældre og min farmor var alene, var det de lange samtaler med min farmor jeg kom for. Jeg elskede min farmor og det vi to havde sammen var noget helt specielt.
Farmor og jeg havde vores faste traditioner. Vi mødtes altid på den samme café og vi bestilte altid den samme kage; de grønne træstammer (‘støvsuger’ kalder vi dem på svensk). Hvis vi ikke mødtes på vores café, sørgende hun altid for at der var rigeligt af grønne træstammer til kaffen der hjemme. I dag kan jeg ikke spise en af disse uden at tænke på hende.
De sidste år af min farmors liv boede jeg i udlandet. Jeg savnede hende enormt meget og tanken på at jeg en dag ville miste hende, var næsten ikke til at bære. Jeg ringede hjem til hende, jeg skrev brev og sendte gaver og hun var en af dem jeg først besøgte når jeg en gang imellem var på besøg i Sverige. Hun var lige så sød til at ringe og skrive til mig.
Jeg husker specielt et brev jeg fik af hende, som blev afsluttet med: ‘Shit, nu gik kuglepennen i stykker, så jeg bliver nødt til at slutte brevet’. Det var så typisk min farmor. Jeg kunne da godt se, kuglepennen stadig fungerede fint og mon ikke hun havde en ekstra, hvis det skulle være. Hun havde bare ikke mere at skrive om, så brevet blev afsluttet på denne elegante måde. Det var meget det, jeg elskede ved min farmor. Hun var meget direkte. Hun havde svært at vise følelser, men jeg var aldrig i tvivl om, at hun elskede mig lige så meget, som jeg elskede hende.
Hun var frisk ind til det sidste, men overlevede ikke den operation hun pludselig var nødt til at gennemgå i en alder af næsten 95. Jeg var der ikke til sidst. Jeg boede i Spanien og drengene var små på det tidspunkt og det var ikke sådan lige at bare komme hjem. Jeg troede ikke, at det var så alvorligt, da hun havde virket så stærk den gang jeg tog af sted. Jeg tog fejl, og det er en af de ting jeg fortryder mest i mit liv – at jeg ikke bare tog hjem.
I går tog jeg drengene med for at måske en sidste gang træde ind i farmors verden. Huset er lukket fuldstændig ned og der er både koldt og mørkt og fugtig. Men på en eller anden måde kan jeg abstrahere for dette og se det hele som det en gang var. Det første jeg så når jeg kom ind i huset var en notesblok hvor hun på forsiden noteret mit telefonnummer, så brast det hele for mig. Hendes håndskift kender jeg så godt. Tænk at det efter så mange år, stadig gør så ondt. Jeg savner hende så meget.
Området er ved at blive lavet om til parcelhus område. Vejene er ved at blive asfalteret, de river de små sommerhus ned og bygger store helårsboliger. At farmors hus snart nok bliver jævnet med marken, har jeg svært at acceptere. Men jeg har heldigvis gemt alle hendes brev og jeg har en masse gode minder, ingen kan tage fra mig. Nogensinde.
For et rørende og fint innlegg. En slik mormor vil jeg også være. Hverken mine barn eller jeg har hatt bestemødre som har vært i våre liv. De døde så altfor tidlig og nesten før vi var født, derfor planlegger jeg å leve lenge for mine barnebarn.
Et nydelig sommersted ser det ut som og synd det ikke kunne bevares i familien. God påske ril deg. Klem, Ingrid
Kære Ingrid, det lyder som en rigtig god plan du har! Bedsteforældre er bare noget helt specielt og jeg var heldig at beholde dem alle længe. Og jeg savner dem stadig i dag, ingen kan nogensinde fylde deres plads… De er ved at lave hele området om til helårsboliger, så det idylliske område jeg elskede, er der ikke længere. Derfor ønsker vi ikke længere at beholde det i familien. Kh Malin
Skønt indlæg om din farmor og din fars barndomssommerbolig. Sikke et smukt forhold du og din farmor havde – jeg kan godt forså du savner hende ♡
Kære KS, ja det var noget specielt og jeg savner hende til tider helt vildt. Efter 15 år døjer jeg stadig til tider at tale om hende uden at græde, det går nok aldrig over…
Sikke et dejligt indlæg, så smukke minder, forstår godt du savner hende.
huset ser også meget hyggeligt ud, godt du tog der ud med dine børn, tænk at din farmor nåede at blive oldemor, det fantastisk.
Du har ret, Anette, det er helt fantastisk at hun nåede at blive oldemor! Hun nåede aldrig at opleve min yngste søn, men de andre to. Huset var enormt hyggeligt en gang, nu fortjener det snart at få ro. Knus
Åh sådan har jeg det også med min mormor og morfars hus. Og nu er det væk for evigt, men minderne er der altid i mit hjerte. Kh. Birgitte
Ja, Birgitte, minderne kan ingen tage fra os. Heldigvis.