Hvis ikke “skæbnen havde sygemeldt min chef” den sidste uge før ferien, så havde jeg befundet mig i en helt anden situation i dag. Heldigvis (!) var hun ikke til stede og jeg kunne derfor ikke aftale et møde med hende. Jeg var ellers SÅ klar til det. Jeg havde talt med HR-afdelingen og vidste at muligheden nok var til stede, jeg skulle blot have min chef med på idéen. Jeg kunne godt se, at det ikke var den bedste timing med tanke på al den turbulens der har været i vores afdeling i løbet af det sidste år, men for øjeblikket kunne jeg bare ikke tage højde for de andre – jeg var simpelthen nødt til at tænke på mig selv i første omgang. Jeg havde slet ikke ressourcer til at tage mig af alle de andre…
Jeg havde ikke en egentlig plan men følte mig ikke i tvivl om at det nok skulle løse sig på den ene eller den anden måde. Jeg havde besluttet mig for at tage et års orlov fra arbejdet for at finde mig selv. Der skulle selvfølgelig nogen penge på bordet, så et eller andet skulle jeg jo lave, men var helt indstillet på at søge alt det der søges kunne, så længe det ikke var noget der lignede mit nuværende kontorarbejde. Jeg søgte arbejde i morgenmadsserveringen på et hotel, som rengøringskone af sommerhus i et udlejningsfirma og som postbud (dem af jer der følger lidt med, ved jo hvordan det gik…) Tanken var at samle flere små jobs sammen som til fælles kunne give modsvarende indkomst. Havde en idé om at det med at prøve noget nyt, møde en masse nye mennesker, udfordre mig selv og fremfor alt komme væk fra det hele, ville hjælpe mig i min søgen. Jeg havde taget beslutningen, så gik min chef hjem allerede mandag og kom ikke mere tilbage den uge – og så startede ferien. Heldigvis!!
I løbet af de følgende par måneder tog mit liv lidt af en kovending og “summen af kardemomme” (svensk udtryk) er at jeg kom tilbage til mit arbejde og gik op i tid. Og jeg er SÅ glad for min beslutning. Udover at jeg i mellemtiden fandt ud af at problemet ikke lå på min arbejdsplads men i mig selv, så fandt jeg også ud af, at min arbejdsplads på alle måder er helt fantastisk. Jeg er godt klar over at der ikke er mange arbejdspladser hvor der er så højt til loft. Jeg forstår nu også, at selv om planen med alle de små, “selvudviklende” jobs havde lykkes rent økonomisk, så havde jeg hverken fundet mig selv eller lykken på den måde. Så det er med ro i sindet, jeg nu tager på arbejdet de 25 timer om ugen.
En meget vigtig ingrediens i alt dette, er at jeg har fået betydeligt mere at se til på arbejdet. Jeg aftalte et møde med min chef efter ferien og fortalte hende, hvordan jeg havde det. Lagde alle kortene på bordet. Jeg fortalte hende at jeg i flere år søgt andet arbejde, uden at tage skridtet. Jeg fortalte hende at jeg kedede mig og havde svært at finde arbejdsglæde i det jeg sad med, at jeg var træt af at glo ind i en computer og at jeg blot en lille måned før faktisk havde taget beslutningen om at søge orlov. Jeg fortalte hende også at jeg brugt min ferie på at køre postbil – der kunne hun ikke lade være med at le…
Nu har jeg en ikke mindre end en fantastisk chef og hun var fast besluttet på at hjælpe mig igennem dette. “For mig lyder det som at du er understimuleret”, sagde hun. Jeg tror søreme hun havde ret! Vi blev enige om at der skulle flere og nye opgaver på bordet og jeg har selv fået lov til at være med at vælge hvilke opgaver – opgaver er der nok at tage af der hvor jeg arbejder! Resultatet er at jeg har rygendes travlt, en masse bolde i luften, og jeg elsker det! Der er slet ikke tid til at spekulere over livet og dagene flyver af sted. Jeg har godt nok hørt at man kan føle sig stresset over at være understimuleret og jeg tror, det var lidt sådan det var. Før ferien…
Stort tillykke! Det er godt nok vildt… Bortset fra det med at være understimulerede, så er det min situation du beskriver om igen. Altså med undtagelse af, at jeg ikke har nogen løsning! Og er helt i panik over det… Og små-deprimeret, og tænker orlovstanker lissom dig, og hvad ved jeg. Jeg tænker ikke at andre opgaver hjælper, men et eller andet skal der ske… Det er godt nok sejt at du fandt en ‘kur’!
Øv, Crappymum, det er jeg ked af at høre… Jeg tror dog at det vigtigste i min proces var, at jeg fandt ud af at den følelse af totalt rastløshed ikke bundede i mit arbejde men i mig selv. At jeg så oveni var understimuleret og egentlig havde for lidt at se til, bidrog til at jeg havde for meget tid at fundere over situationen på arbejdet når jeg var der og nok derfor kom til at adressere problemet til min arbejdsplads. Jeg har dog en kronisk uro over at følelsen vil komme tilbage, da det er en følelse der har været med mig i flere år. Fra og til er der kommet ro på, men den har altid vendt tilbage. Nu håber jeg bare, at jeg en gang for alle kan få lov at blive i den ro og den tilfredsstilhed jeg føler i forbindelse med mit arbejde. Jeg håber at du finder en løsning på dit problem, uanset om det bunder i dit arbejde eller i noget helt andet noget. Husk nu, du er blevet 40 – nu starter krisen 🙂
Arj hvor er det bare skønt! Hvor er jeg glad på dine vegne. Og hvor er din chef glad for at du ikke tog orlov – for tydeligvis sætter hun pris på dig og din arbejdsindsats. Tillykke.
Tak for din søde besked, LS 🙂 Ja, jeg tror at min chef bliver glad for at vi sammen finder en løsning på problemet, da det bliver lidt en winwin situation. Hun havde også nogen opgaver hun ikke rigtig vidste hvor hun skulle placere, så wupti – winwin 🙂
Det er bare skønt at læse. Jeg har også prøvet at være understimuleret i et job, men det endte med at jeg forlod det 😉 og det var en god løsning, for der var chefen ikke så god som din! Kh. Birgitte
Kære Birgitte, det er virkelig også frustrerende at være understimuleret og dagene bliver uendelig lange. Plus at det hele føles meget meningsløst… Hvis ikke det havde været for min fantastiske chef, havde jeg nok været i samme situation som du i dag.