Så ramte de Stockholm

Jeg stod i SuperBrugsen da jeg fik den første SMS. Den var fra min søn. “Mamma, der er en lastbil der har kørt ind i en folksamling i Stockholm. Tror du, det er terror?” Derefter kom SMS’erne og nyhedsopdateringerne i en strid strøm. Indkøbene gik i stå og jeg kunne pludselig ikke huske, hvad det var jeg skulle have og det føltes også ligegyldigt. Jeg ville bare ud af butikken for at ringe hjem. Jeg ville forsikre mig om, at hele min familie havde det godt.

Jeg ringede til min søster som arbejder i en bygning lige ved siden af Drottninggatan. Hun var en af dem der ikke måtte gå ud grundet afspærringen. Hun kunne stå i sit vindue og se de overdækkede kroppe der lå tilbage på gaden efter lastbilen og fulgte redningsfolkenes arbejde på tæt hold – min søster befandt sig midt i kaoset. Så føler man pludselig at den terror kommer meget tæt på. Lige denne fredag var hun og hendes kollegaer blevet lidt længere på kontoret grundet et møde, og hun gik derfor ikke langs Drottninggatan på vej til metroen kl 15 som hun plejer. Man kan ikke lade være med at tænke tanken…

Jeg prøver på at holde fast i, at jeg ikke vil anpasse mig de trusler der altid på en eller anden måde hænger over os; følelsen af at aldrig vide hvor, hvornår eller hvordan de slår til. Jeg forsøger at overbevise børnene om, at det eneste rigtige er at blive ved med at leve et normalt liv, at lave det man har lyst til og besøge de steder og pladser man gerne vil. Livet må og skal gå videre.

Min mor holdt op med at tage metroen ind til byen for et par år siden. Hun er begyndt at stå af et par stationer før for at derefter tage bussen de sidste stationer ind til centrum. Det giver hende lidt af den tryghed tilbage som de har taget fra hende. Hun er begyndt at lave sit liv om grundet frygten for at noget skal ske. Jeg forstår hende godt, forstår at hun føler sig utryg, men det gør mig ondt, at hun på en måde er begyndt at give vige.

Jeg tænker også tit tanken. Hvis jeg befinder mig er sted hvor der er mange mennesker slår tanken mig desværre gang på gang: “dette ville være et oplagt mål” og jeg kommer da også så langt i mine tanker at jeg kan føle panikken gå op i mig. Føle lysten og behovet for at flygte. Komme væk fra folksamlingen og i sikkerhed. Og det irriterer mig, at “de” på den måde har fat i mig.

Men jeg lader dem ikke styre mit liv. Jeg vil rejse. Jeg vil besøg storbyer. Jeg vil have friheden til at gå i biografen eller til en koncert. Jeg vil fortsætte med at leve i den trygge verden jeg altid har gjort og jeg vil opdrage mine børn til at gøre det samme.

Har I lavet om på jeres liv grundet frygten? Er det noget i bevidst undgår eller noget I ikke længere finde glæde i? Det er nemt at sige, de ikke skal få lov at ramme os. Der er så mange følelser omkring det som man ikke selv kan styre.

10 comments

  1. Anette says:

    Det så trist, jeg forstår bare ikke den type handlinger.
    hvor uhyggeligt med din søster, godt Hun og kollegaerne var blevet lidt længere.

    Nu bor jeg på landet, så min dagligdag er ikke lavet om, og de steder der er oplagte mål, de sætter i forvejen gang i min angst, så der skænker jeg ikke dem en tanke (utrolig nok er min eks mere skræmmende)
    jeg tror du har ret det eneste vi i dagligdagen kan gøre er at fortsætte vores liv, kunne godt lide noget jeg læste en englænder skulle havde sagt om at lige meget hvad de gjorde så ville englænderne drikke deres te og fortsætte deres liv.

    • Aargang73 says:

      Kære Anette, nej hvordan skal man nogensinde kunne forstå den type handlinger… Det lyder til at du ikke er specielt udsat for disse trussler, med det liv du lever – ude på landet tror jeg vi er trygge. ❤️ For ens egen skyld tror jeg at det er vigtig at man lever videre, men det er jo desværre ikke altid den samme glæde ved det, hvis man skal føle sig bange. Og enlænderne har en god pointe, ‘vi skal blive ved med at drikke vores te, som vi altid har gjort’. Eller kaffe :)

  2. Maude // skøreliv.dk says:

    Mange tanker fra mig… ❤️
    Vi lever helt som vi plejer, og tog sågar på julemarked i København dagen efter angrebet i Berlin. Men jeg kan ikke lide at tage metroen, må jeg indrømme!

    • Aargang73 says:

      Tak Maude og i lige måde ❤️ På en eller anden måde, føler jeg at det har ramt os allesammen i Skandinavien da det pludselig er kommet meget tæt på. Stockholm ligger ikke så langt fra på København. Uh, det må alligevel have været lidt grænseoverskridende at tage til julemarked den dag, men jeg tror at det er vigtig for vores egen skyld vi holder fast i vores planer og vores gøremål. Vi kan i princippet ikke undgå et angreb, da vi aldrig ved hvor eller hvornår det sker – hvis ikke vi helt vil holde op med at leve. Metroen har jeg på samme måde med, desværre, og heldigvis har vi ikke sådan en i Aalborg ;)

  3. Anja says:

    Det er ganske forfærdeligt når sådan noget sker!
    Og usselt! Virkelig usselt når man, uanset hvem man er, lader sin frustration eller hvad det måtte være, gå ud over uskyldige!
    Tanker til dig og Sverige.

    • Aargang73 says:

      Ja, usselt, rodent, svinsk – der er bare ikke til at finde ord! Og hvad det er der kan få et menneske til at agere på denne måde, er ikke til at forstå. Jeg tror ikke, at det er noget et ‘normalt’ menneske nogensinde kan forstå.

  4. Pia Trans says:

    Det gør mig så uendeligt ondt. Det må have været helt forfærdeligt at stå i et supermarked og få at vide at din familie muligvis var i fare – jeg er meget glad for, at de alle slap udenom. Mine tanker går til ofrene, deres familie, og til os alle, som pludselig får terrorens grimme ansigt så tæt på.

    • Aargang73 says:

      Tak Pia, ja, det var godt nok ubehageligt og meget surrealistisk! Jeg fik heldigvis hurtig fat på min far, som havde talt med resten af familien, så jeg fik hurtig ro på. Men der var jo ikke alle, der fik den gode besked – kan simpelthen ikke lade være med at tænke på de forældre der har mistet deres 11-årige datter. Hvordan kommer man videre!?

  5. Birgitte B says:

    Jeg gør helt som altid. Jeg blev faktisk spurgt i går om jeg havde overvejet ikke at komme til London med drengene pga det seneste terror. Men altså nej. Det har slet ikke faldet mig ind. Terror er forfærdelig, men jeg vil ikke ændre noget på den baggrund. Sådan er jeg bare. Jeg synes ikke der er noget rigtigt og forkert i sådanne sager. Kh Birgitte

    • Aargang73 says:

      Jeg synes, du gør helt ret, Birgitte, som tager til London med drengene! Der er selvfølgelig ikke noget der er rigtig eller forkert i sådanne sager, men det ville være synd for jer allesammen, hvis I skulle snydes for den tur, I har glædet jer sådan til. London er jo ikke farligere end København, og København er ikke farligere end Berlin – vi kan ikke helgardere os, hvis ikke vi for altid vil sidde et sted ude i ødemarken. Rigtig, rigtig god tur til London, ønsker jeg dig og drengene! ❤️

Skriv et svar