I forlængelse af mit sidste indlæg omkring massiv 40-års-krise, tror jeg, at det nu er lykkes mig at lave det hele endnu mere kompliceret. Flot!
Samme dag som jeg skrev indlægget, søgte jeg et andet job. Jeg havde virkelig behov for at gøre et eller andet, flytte mig selv i en eller anden retning. Det gjorde jeg så og søgte job som fredagsuddeler ved Post Danmark. Jeg tænkte at det sagtens kunne kombineres med mine nuværende 20 timer og tanken på at køre rundt i en lille bil på landet i mit eget selskab (og med mine egne tanker) føltes ret attraktivt. Lidt ekstra penge til ferieopsparingen ville heller ikke skade.
Det gik ikke lang tid før jeg fik et opkald med spørgsmålet om jeg ville komme til samtale. Det ville jeg! Fra opkaldet til samtalen gik der ikke mange dage, og fra samtalen til nyt opkald om at jeg fik jobbet gik der ikke mange timer… Ups!
Jeg blev indkaldt til oplæring i min ferie – den ferie som jeg været så øm over… Men jeg indså at jeg var nødt til at acceptere og minde mig selv om hvorfor jeg søgt jobbet i første omgang. Så sidste uge satte jeg vækkeuret til kl. 06:00 og bandede mig selv langt væk over mit impulsive indfald om at søge jobbet. But I did it!
Indlærings-ugen er nu gået og jeg har en uges ferie på rigtig (!) før jeg skal i gang. Tilbage til mit gamle job – og i gang med mit nye. Planen er at jeg skal køre selv for første gang i næste uge. Og hvordan har jeg så med det hele? Ja, det er jo lige det. Aner virkelig ikke, om jeg har lyst til dette. Jobbet er for det første overhoved ikke så ‘hyggeligt’ som jeg havde forestillet mig. Det er enormt hektisk. Ruten er lang, næsten uendelig, og tiden begrænset. Selvom man har lov til at holde en 20 minutter selvbetalt pause, er der ikke tid til det. Toiletter, kommer vi ikke rigtig forbi på vores rute, så man må hellere tisse af hjemmefra. Indtil dags dato, har adgang til toilet været en hverdags-luksus jeg har taget for givet… Og så er det underbetalt (dårligt økonomisk ‘byt’ i forhold til hvor jeg er…)
Nu føles det hele endnu mere bøvlet da jeg føler, jeg står i gæld til Post Danmark og til den søde kvinde som har brugt en hel arbejdsuge og en masse tålmodighed på at lære mig op. Jeg skylder også mig selv, at give det en chance, men samtidig har jeg en idé om, jeg ikke holder ret længe som postbud, da det ikke er løsningen. Spilder jeg min tid?
På min rute ude på landet har jeg samlet pakker op fra små virksomheder og jeg kan så tydelig mærke, at det er DET jeg vil. Jeg vil ikke hente deres pakker, jeg vil sgu sende mine egne pakker! Igen: brænder så meget for at starte mit eget men HVAD?!
Jeg går i tænkeboks igen. Igen, igen… Jeg har nok at lave i den boks 😉
Hmmmm…. Hvis du er i tvivl er der vel ingen tvivl, som nogen siger? Det bruger jeg i hvertfald selv, når jeg er på gyngende grund. Dårlig samvittighed kan man ikke bruge til noget, desværre. Hvis jeg fik en mønt for hver gang jeg har haft dårlig samvittighed, så ville jeg godt nok være en velhavende kvinde. Håber du finder ud af det, og at det løser sig for dig!
Tak for de gyldne ord, ‘Skøre Liv’… Jeg bruger dem altid når jeg shopper tøj og er i tvivl om det er noget, jeg kommer til at bruge. Der fungerer reglen eminent og jeg har aldrig fortrudt noget jeg ikke fik med hjem. Måske skulle jeg tage ordene med fra omklædningsrummet og videre ud i livet… Den dårlige samvittighed har jeg arvet fra min mor og jeg har desværre også givet den videre til specielt et af mine børn. Jeg har også fortalt både min mor og min søn mange gange, at man ikke kan bruge den dårlige samvittighed til noget, men har svært at selv pakke den væk. Den er en (uønsket) del af mig. Men det er så sundt, du gør mig opmærksom på det!
Helt enig med skøreliv.dk glem den dårlige samvittighed, og lyt til dig selv. Det kommer man så langt med 🙂
KH Rikke
Tak for det, Rikke! Jeg ved så godt, I har ret og mon ikke det ender med at jeg bruger jeres råd sådan helt konkret…
TAK for en rigtig god snak i dag, søde – det skal nok gå det hele; du er på rettet vej <3 KH Lilly
Det er godt nok mig det takker – liiige hvad jeg havde brug for…
Søde, jeg ved ikke om du er “landet”. Men hvis jeg var dig, ville jeg sige pænt tak for oplevelsen og stoppe postjobbet. Du skylder ikke nogen noget — kun dig selv! Knus, Bella
Kære Bella, så dit søde svar først nu – tak! Jeg har ikke landet helt, men jeg har taget en beslutning omkring postjobbet… Jeg sagde pænt tak for oplevelsen og for et godt indblik i en helt anden verden end den jeg er vandt til, men nej; det var ikke noget for mig. Jeg har ikke fortrudt et øjeblik siden og hver fredagmorgen, er jeg dybt taknemmelig over at jeg ikke skal af sted. Knus