Når Facebook er som allerbedst

minas_hus

De to skønne brødre fra Minas

Jeg bruger generelt ikke Facebook så ofte. Eller jo, det gør jeg vel egentlig men måske ikke på den helt traditionelle måde. Det er sjældent jeg slår noget op på min væg eller deler billeder af mig selv eller mine børn. Jeg skåner også mine facebook venner for både idylliske julebag og trænings opdateringer. Jeg synes ikke det er interessant at læse om hvad min gamle veninde fra gymnasiet spiser til aftensmad. Jeg er også lige glad med hvor hurtig eller langt nabokonen løber. Nogle ‘venner’ har jeg simpelthen slettet fordi de spammede med alle mulige og umulige opdateringer.

Jeg bruger Facebook blandt andet til forskellige netværk. Jeg er medlem af grupper hvor vi hjælper hinanden med sy problemer, støtter og inspirerer hinanden i den sunde livsstil og lokale grupper hvor man kan følge med i hvad der sker i nærområdet.

Men fremfor alt kan jeg lide de muligheder som Facebook giver for at finde mennesker!

Den gang vi boede i Uruguay for 20 år siden, fik jeg ikke så sjældent besøg af to unge mænd, brødrene Herber og Adrian. De kom fra meget fattige forhold i en helt anden del af byen hvor der hverken var elektricitet eller vand. De bankede på min dør i ny og næ og bad ydmygt om et glas vand og gammelt brød; pan viejo. Oftest fik de mere end det og en gang imellem fyldte jeg en indkøbspose med diverse madvarer til dem da jeg var på indkøb. De var så snaksalige og fortalte om sit og spurgte om mit. Vi fik et lidt særligt venskab.

Da året i Uruguay var gået og det var tid til at tage hjem, samlede jeg alt det sammen som vi købt under opholdet og som vi ikke skulle have med. Det var dyner og tæpper, sengetøj og noget tøj. Da brødrene bankede på for sidste gang, fortalte jeg at jeg gerne ville forære dem disse ting og at vi sammen kunne køre hjem til dem i min bil. Det var en helt speciel tur i den lille røde Peugeot! De to brødre havde aldrig før kørt i en bil! De guidede mig og vi kørte længere og længere væk fra civilisationen. Det begyndte at blive mørkt og efter hånden som vi kom længere ud af byen ophørt elektriciteten og dermed belysningen.

Jeg fik lidt af et chok der vi kom frem, da det alligevel kom bag på mig, de boede under så ringe forhold! Det var en lille by bestående af hjemmebyggede skur. Skur bygget i alverdens materialer, træ og bølgeblik i en værre patchwork-løsning. Jeg følte mig (sikkert uden grund) lidt utryg og fortrød at jeg ikke havde fortalt nogen om min tur der ud.  Jeg fik læsset tingene ud af bilen og det sidste jeg hørte der jeg kørte der fra, var en kvinde stemme der råbte; ‘Gracias señora! Gracias!’ Nok drengenes mor…

Jeg har så tit tænkt på de to, undret hvordan det gik dem. Det virkede så håbløst det hele og jeg ønskede at jeg kunne have gjort mere.

I sidste uge skrev jeg til Omar og sendte ham de 20 år gamle billeder. Jeg spurgte om han kendte til dem eller vidste noget om dem. Han gik i gang med det samme og gjorde alt han kunne for at finde dem. I går skrev han til mig og fortalte, han har fundet Herber på Facebook! Tanken på Facebook havde overhoved ikke slået mig, det føltes så fjernt fra den sidste oplevelse jeg haft sammen med drengene. Jeg sendte en venneanmodning af sted med det samme og fik svar indenfor 2 sekunder. Så er Facebook helt igennem genialt og uvurderlig!! Jeg sad i en time og chattede med den nu 32-årige mand som fortalte, at både han selv og hans lillebror har det godt. Han kunne godt huske ‘det unge par fra udlandet hvor han ikke kun fik brød men også kærlighed’.

Senere samme aften fik jeg en hilsen fra lillebror som var rørt til tåre over de billeder jeg havde sendt. Set i bakspejlet, var det nok en ret voldsom oplevelse at lige pludselig få tilsendt et billede af en selv, taget to dekader tidligere. Han fortalte at han blev kastet tilbage i tiden og at en masse minder kom væltende over ham. Jeg tror ikke, de har et eneste billede af dem selv som barn. Han fortalte, at han havde fået at vide fra vores nabo, at vi var taget til et land hvor der var sommer. I Uruguay var der vinter. Det var en sød måde at forklare det på for et barn.

Jeg er så lykkelig over at genfundet de to brødre og jeg håber, vi får mulighed for se dem igen, når vi kommer tilbage til Uruguay. Frem til da, håber jeg også at de vil fortælle mig mere om deres liv frem til i dag.

 

This entry was posted in Hverdag.

Skriv et svar