Midt i marts

midt marts

Forår eller ej, jeg kan mærke det nærmer sig. Vi sover altid med åbent vindue og jeg er begyndt at vågne til sangen fra Solsorten. Det er den absolut smukkeste sang der findes.De dage hvor solen skinner, er humøret bare anderledes og lysten til at komme i haven er begyndt at melde sig. Måske på lørdag, der lover de fuld sol. Højbedene skal gøres klar, ryddes fra sidste års rester og jorden skal forbedres. Det ene af dem skal dækkes til med plastic for at hurtigere få jordtemperaturen lidt op så at kartoflerne så snart som mulig kan komme i.

Jeg tager mig selv i at være lidt for stresset på arbejdet. Måden jeg reagerer på, er at jeg slår fra. Jeg fungerer ikke. Hovedet vil ikke samarbejde og opgaverne driller. Onsdag sygmeldte jeg mig for første gang på halvandet år, vågnede med influenzalignende symptomer. Jeg tog af sted, men var nødt til at vende om på vejen og tog hjem til sofaen. Da ‘influenzaen’ forsvandt i løbet af dagen, kan jeg ikke lade være med at tænke over, om det var en reaktion på det, at have for travlt… Om det var kroppen som sagde fra, og sendte mig hjem igen.

Jeg har fået mange nye opgaver som tager tid at sætte sig ind i, og oveni dem, er der kommet en masse hasteopgaver ind fra sidelinjen. Der har været fokus på dette fra ledelsens side, så det har været min egen beslutning at klø på. Jeg er glad for alle mine opgaver og vil helst ikke give slip på nogen af dem og jeg tænker – og håber -, at mængden opgaver vil passe, når jeg er kommet godt ind i dem.

Jeg nyder min yoga. Med en enkelt undtagelse, har jeg holdt fast i mit løfte om at lave 10-15 minutter yoga hver dag, og jeg kan mærke, det er så godt for mig. Jeg er begyndt at være ret god til at abstrahere for det omkring mig, og kan godt slappe af på tæppet midt i stuen, selv om der er aktivitet omkring mig. Jeg får tit og ofte selskab af katten, som putter ved siden af mig. Og tro det eller ej, min rastløse mand er begyndt at være med en gang imellem og han nyder det lige så meget som jeg selv gør og konstaterer, at det gør godt for ham og hans ryg.

Inspireret af foredraget med Mads Bo, har jeg skruet yderligere op for grøntsagerne her hjemme. Indtil videre er det blevet til den salat-venlige slags, men også meget af den slags der går i ovnen og den der kan svitses på panden. Jeg har endnu ikke kastet mig ud i ‘greenies’, men det har min søn til gengæld. Han blev åbenbart inspireret af min iver efter mødet med Mads og er gået i gang med at lave smoothies af blandt andet ruccola, avokado og kiwi når han kommer hjem fra skolen. En fantastisk kovending, da han normalt helst drikker cola eller cacao på det tidspunkt.
Det med at skrue ned for kødet, er sværere end jeg havde forventet – var ikke klar over, jeg var glad for kød!

Minsgame går trægt, men frem ad. Jeg får ikke hver dag ryddet det antal ting ud, som var planen, men jeg satser stadig på at have samlet 496 overflødige ting sammen når vi kommer til den sidste i måneden.

Jeg har købt en bog i genbrug. Og jeg er begyndt at læse i den. Jeg vil så gerne blive bedre til at læse, men kan godt mærke, at der er meget andet der trækker og det med læsning, kommer desværre lidt for langt ned på prioriteringslisten. Jeg er begyndt at lægge telefonen fra mig når jeg er gået i seng, og tager i stedet min bog frem. Jeg er nået en tredjedel og kan faktisk godt lide historien – en helt tilfældig roman jeg tog i reolen: ‘Understrøm’ af Clare Chambers.

symbolsk strikketøj

Et strikketøj har jeg også fået gang i. Købte et nemt og lige til mønstre fra Project handmade og trøjen er kommet til at symbolisere alle de timer, jeg har slukket for computeren. Det var mit hovedsagelige mål for denne måned, at bruge mindre tid ved skærmen.

Jeg trænger til weekend, mere end jeg plejer. Det har været en træls uge på arbejdet og jeg kan mærke det påvirker mit humør. Heldigvis er weekenden lige om hjørnet og udover en dag i haven (forhåbentlig), byder den også på en middag sammen med gode venner. Vi skal sende sønnike af sted til Bruxelles og han glæder sig så meget til turen. Jeg glæder mig på hans vegne og til alle de oplevelser der venter ham. (Glæder mig også til han kommer hjem igen næste weekend.)

Jeg håber I allesammen er kommet godt igennem ugen og at I har en dejlig weekend i sigte. Jeg ønsker jer den bedste af slagsen ❤️

19 comments

    • Aargang73 says:

      Ja, Maude, det er gået op for mig, at jeg har lidt for travlt – i hvert fald på arbejdet. Weekenden skal bruges til lige nøjagtig det: tanke op på energikontoen. Mandag bliver en hjemmearbejdsdag hvor jeg forhåbentlig kan få rykket en del uden afbrydelser. Der er også mange omkring mig, der har rigtig travlt for øjeblikket, og det gør det ligsom ikke nemmere at bede om hjælp 😉

    • Aargang73 says:

      Tak søde Birgitte, jeg er meget opmærksom på de signaler der er og jeg vil sørge for at passe på mig selv. Det skalvære en engang foreteelse. Kram tilbage.

  1. S. says:

    Rigtig god weekend – og hvad er det for en opskift du strikker fra Jane? Jeg har selv købt en stak, og glæder mig til at få gang i hendes opskrifter igen 🙂 Kh. S.

    • Aargang73 says:

      Jeg har gang i den opskrift der hedder Cecilia, en nem opskrift som selv jeg kan finde ud af 🙂 Jeg vil tro, at den næste jeg går i gang med bliver Chunky cardigan – den ser næsten endnu nemmere og hurtigere ud 🙂 Hvilke opskrifter har du selv købt, og hvilke har du strikket før?

  2. /ks says:

    Sikke en masse. Godt det er weekend. Nyd den og sørg for at sætte masser af overskud ind på kontoen.
    ps. du er altså ret cool med det der yoga!

    • Aargang73 says:

      Tak søde KS, ja, der skal vist tankes lidt op på energikontoen. Startede med en ‘morfar’ på sofaen sammen med katten når jeg kom hjem fra arbejdet, og resten af weekenden vil foregå i stille og rolig tempo. Cool til yoga? Taaak! 🙂

    • Aargang73 says:

      Jeg tror du har ret, Ingrid, jeg havde helt sikkert brug for at trække stikket for et øjeblik og lige trække vejret. Livet er en balancegang og det er ikke altid så nemt at holde balancen. Yoga føles ekstra vigtig lige i denne periode, hvor krop og sind har brug for ro. Og tak for linket, det lyder til at være en af de gode slags – elsker både mynte og mango så det kan ikke blive andet end et hit! Jeg ønsker også dig en rigtig dejlig weekend. Kh Malin

    • Aargang73 says:

      Næ, Anette, det er det ingen grund til! 🙂 Det meste af det jeg laver; yoga, læsning og strik er jo ren afslapning 🙂

  3. EllenEllen says:

    Åh ja, selv spændende opgaver kan fylde for meget… Og egentlig godt at en influenza dag kan hjælpe lidt på det. Hvis bare det er en overgang og du stadig kan nyde de gode ting så tror jeg det er svært at undgå perioder med for meget på paletten… Og jeg har måtte sande at pusterummene skal prioriteres for mentalt at kunne sige at jeg har gjort noget godt for mig idag, udover alt det jeg har nået… Håber du får en rar frilørdag, måske med en tur i sneen… 😉

    • Aargang73 says:

      Tak for din søde kommentar, Ellen. Du har fat i en vigtig pointe. Jeg tror at det gør en stor forskel på hvor lang tid det kan gå, før man stopper op og mærker efter, hvis man rent faktisk synes at opgaverne er spændende. Jeg håber, og tror, at det er en overgang og at der nok skal komme lidt ro på igen. Jeg skal lige over den her ‘hurdle’ først og vil sørge for at prioritere et mentalt pusterum i ny og næ.

    • Aargang73 says:

      Ja, jeg har ikke fortrudt det, Mette. Jeg var simpelthen nødt til det og jeg det var godt at bruge lidt tid til at mærke efter. Det er vist sundt en gang imellem…

  4. Rikke says:

    Pas på di selv søde dig, det lyder til at det var rigtig godt du vendte om, og lod sofaen vinde.
    Fedt med sønnen og hans valg af eftermiddags snack 🙂
    kærlig hilsen RIkke

    • Aargang73 says:

      Kære Rikke, tak for din søde hilsen. Ja, jeg passer på mig selv. Jeg er meget bevidst om de signaler der er og har i første omgang lavet en aftale med min chef om at arbejde i mit eget tempo hjemmefra hele denne uge. Tænker at det kan give lidt ro og muligheder for at ikke blive forstyrret og afbrud og på den måde få ryddet skrivebordet lidt. Jeg er så glad for min søns nye vane – den klæder ham SÅ godt! 🙂

Skriv et svar