Mamma, kan du slet ikke lide julen?

Julen - et spørgsmål om den rigtige indstilling

‘Mamma, kan du slet ikke lide julen’, spurgte min dreng på 16 mig i går. Det gav et sæt at dårlig samvittighed i mig, den gang han spurgte (havde håbet på, det ikke skinnede så meget igennem), men da jeg svarede,’ jo, jeg kan faktisk rigtig godt lide julen’, gik det op for mig, at det også var sandheden. Jeg har før skrevet på bloggen om mit lidt anstrengte forhold til julen og jeg har den sidste tid tænkt rigtig meget over, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Det har altid været vigtig for mig, at mine negative følelser omkring julen ikke gik ud over børnene, derfor ramte hans spørgsmål mig.

Jeg elsker den oprindelige jul, den jul jeg selv er vokset op med, men jeg bryder mig ikke om det, julen har udviklet sig til. Jeg føler at julen til en vis del er blevet til noget, jeg selv ikke rigtig har lyst til at være en del af, at den er ‘pustet op’ til noget som jeg ikke har indflydelse på. Den gang jeg var lille pige – og faktisk helt indtil jeg var ret så stor – var et af højdepunkterne at hænge min julekalender op. Det var én min moster havde syet til mig i blå filt, med en rød trappe med 24 trin og en lille nisse som man hver dag skulle flytte et enkelt trin tættere på det øverste trin – juleaften. Et andet højdepunkt var julekalenderen i fjernsynet som hver gang sluttede med, at man skulle åbne dagens låge. Bag låget var en illustration af noget af det, der var foregået i dagens afsnit. Forventningens glæde var stor men det var ‘de små ting’ jeg glædede mig over.

Gave-racet er nok det jeg har sværest ved. En tur ned i storcenteret op til jul, kan virkelig tage livet af mig, jeg hader det som pesten. Alle de mennesker, de lange køer, ventetid og et megaforbrug af ting ingen af os rigtig har brug for (eller råd til). De sidste mange jule har jeg været nødt til at opfinde ting til ønskelisten, da der ikke rigtig har været noget jeg har manglet. Det har mine børn også! Da de ikke rigtig er kunnet komme i tanke om noget de ønsker sig, har jeg prøvet på at finde på noget de kunne tænkes mangle, som de efter jul har været af sted for at bytte igen. Et eller andet sted føles det som om vi bare bytter penge med hinanden. For min skyld, kunne vi sagtens springe julegaver over og bare nyde alt det omkring.

Det er som om en stor del af julen bliver så kommerciel og jeg er gået rundt med et indre ønske om, at der generelt kom lidt mere fokus på det julen egentlig handler om; tid til at være sammen. Men det er nu gået op for mig, at det er mig selv, der skal flytte det fokus da jeg selvfølgelig selv har stor medskyld i, at jeg lader denne del af julen fylde så meget. Jeg elsker jo alt andet omkring, at bage småkager og lave advents lysestager. Binde krans til døren og plante juleblomster ved entréen. Hænge lysekæder og julepynt op. Jeg skal lære at blive bedre til at fokusere på den del af julen jeg kan lide og give den del, jeg ikke kan lide, mindre plads. Jeg ødelægger julen for mig selv og det er pludselig meget tydeligt, at det er min indstilling det er noget galt med, og ikke selve julen.

Min 16-årige dreng har fat i det rigtige omkring julen. Han elsker alt det, der er omkring; de små ting. Pebernødder og brunkager, kalenderlyset, julekalenderen i fjernsynet og julemusikken. Han stiller ingen krav til det, jeg sådan tager afstand fra, men nyder alt det, som jeg gerne selv vil blive bedre til at have fokus på. Jeg kan lære noget af ham. Jeg tror, at med alt dette i mente, vil julen 2017 blive en rigtig dejlig jul og en jul jeg vil nyde sammen med ham, og sammen med de andre i familien. Men det bliver først om et år, denne jul skal jeg snorkle med skildpadder!

Det’ jul, det’ cool, kig dig lidt omkring
15.000 mennesker i Magasin
de har våde lædersko, de har halstørklæder på
de har overfrakker, gavepakker, masser de ska’ nå
men de hygger sig, sel’fø’lig gør de det

8 comments

  1. Mette says:

    Sikke fint skrevet. Vi holder to forskellige jule. Det ene år i Danmark og på dansk – Det andet år i England og på engelsk:o) Vores børn elsker jul – de elsker julemarked, julepynt, julekalender. De elsker også juleaften det ene år og juledag det andet. De har ALDRIG været utålmodige juleaftensdag. Vi hygger bare:) Den engelske jul er jo om morgenen så der er ikke noget at vente på:) Jeg er ikke fan af jul men jeg elsker vores jul og julerier:)

    • Aargang73 says:

      Kære Mette, det lyder som en god tradition at holde julen på skift i Danmark/England og hvis man gør det fra det at børnene er helt små, lærer de selvfølgelig at holde lige så meget af begge jule. Vi har mest holdt jul i Danmark, så vores drenge føler sig ret snydt på julen, når vi skal have svensk julemad en gang imellem. Noget som jeg virkelig savner (mmm… skinka, köttbullar, prinskorv, jansons, sillsallad… 😉 )

  2. www.skøreliv.dk says:

    Det er nemlig rigtigt! Det er alle de små ting ved julen, som er de store. Lyden, duftene og smagen af jul. Ikke alt det dumme gaveræs – det er jeg også næsten ved at give op overfor!…

    • Aargang73 says:

      Ja, nemlig CrappyMum – dufterne! Jeg elsker duften af kanel, nelliker, appelsiner, stearinlys, gløgg, pebernødder og gran. Det har vi desværre ikke så meget af her hjemme lige nu. Men jeg overvejer at bage Lussekatter – en svensk tradition som er duften af jul for mig. Bare for at snuse lidt til den…

  3. Birgitte B says:

    Min svigerinde og jeg talte faktisk om sidste uge, at dengang vi var børn, var det fedt at få en blyant med glimmer i kalenderpakke. Eller et viskelæder. Ingen af vores familier havde særlig mange penge, men vi har alligevel aldrig haft følelsen af, at mangle noget til jul. Kh. Birgitte

    • Aargang73 says:

      Det er lige det, jeg mener, Birgitte. De små ting! Selv fik jeg som barn hverken chokoladekalender, kalenderpakke eller adventsgaver – hvis jeg var heldig fik jeg en af de julekalendere med glimmer på. Men du har fat i lige det, jeg selv prøver på at få sagt – vi følte alligevel aldrig at der manglede noget! <3

  4. /ks says:

    Wow. Sikke en fin erkendelse og refleksion. Og av til mig. Jeg er blevet mere julet med børnenes ankomst, men har virkelig gjort hvad vi kunne for at holde os ude at stress-ræset. Men … det behøver jo ikke være stressende at bage pebernødder og hygge med juletrationer i løbet af måneden – og ikke kun juleaften. Tusinde tak for reminderen.
    /ks

Skriv et svar