Månedsskift september/oktober

September måned har samlet set været en dejlig måned. Bortset fra en ekstremt (!) sej forkølelse, kan jeg se tilbage på meget godt. Udover det, har jeg også en hel del spændende at se frem til i oktober!
Efter en ‘lidt’ sølle sommer, har september vist sig fra sin bedste side. Selv om det har regnet lidt, har vi også haft mange dejlige solskinsdage. Og som noget helt exceptionelt i Nordjylland, har vi faktisk ikke haft ret meget blæsevejr!

September måned bød (blandt andet) på

  • En hel weekend sammen med det meste af familien i et sommerhus på Fur. Vi har længe talt om at besøge øen og vi har også længe talt om at samle familien til en weekend, så med dette arrangement slog vi to fluer i et smæk. 20 grader og fuld sol i september, så bliver det ikke meget bedre. Til det kan vi tilføje god mad, god øl fra det lokale bryghus, godt selskab og de skønneste omgivelser. Mon ikke, dette var starten på en ny tradition!
  • Op til flere skønne venindeaftner. Vi har været gode til at købe Deal-tilbud og de fleste af gangene har vi husket at læse det med småt 😉 Det med at mødes et par timer efter en lang arbejdsdag med én man holder af, er virkelig guld værd. Og det er egentlig utrolig, hvor meget man kan nå at få vendt i løbet af en middag.
  • En lang, sjov & hyggelig dag sammen med kollegaer i Lille Vildmosecenteret. At jeg var en af dem der skulle melde mig som frivillig til at flå den hjort, kom lidt bag på mig, men nu har jeg også prøvet det. Den smagte fantastisk på grillen sammen med salat og nybagt brød på bål! At tage en hel dag ud af arbejdskalenderen for at være sammen på en helt anden måde, er vildt dejligt en gang imellem. Vi fik grinet og pjattet og blev udfordret – på en helt anden måde, end den vi er vant til.
  • En aften sammen med en af mine yndlings-kollegaer til et arrangement med modeshow på Stof&Stil. Jeg er så småt kommet i gang med at sy lidt tøj til mig selv igen, så denne aften bød på en masse inspiration! Nu mangler jeg bare tiden.
  • Udover al den hygge har vi også lavet lidt nytte. Lillebrors værelse blev lavet helt i stand hvor vi fik malet både vægge, vindueskarm og radiator. Nyt gulvtæppe kom også på og møblerne blev flyttet rundt. Det startede med at han sparet op til en ny computer, som gerne skulle op og stå på skrivebordet, og så var det han havde for lille. Det ene tog det andet og det endte så med en totalrenovering. Men takket være at vi faktisk havde alt vi skulle bruge her hjemme og blot skulle flytte lidt rundt på tingene, endte det med at vi kun skulle investere i et nyt gulvtæppe. Det bedste med renoveringen var at vi fik ryddet totalt ud blandt hans ting og det næst bedste var, at storebror blev inspireret og gjorde det samme. Et kæmpeskridt i den store oprydning!

I oktober måned

  • Det største der vil ske i oktober måned, er at jeg skal starte nyt arbejde. Jep, nu skal det være. Efter lang tid med mange overvejelser frem og tilbage tror jeg at jeg har fundet en løsning som passer mig fint. Dem der har fulgt med i noget tid ved godt, jeg har haft mange tanker omkring mit arbejde og omkring livet generelt. I ved også, jeg har en drøm om at åbne min egen B&B… Helt så langt er jeg ikke kommet endnu, men jeg har fået job som afløser i en reception på et feriecenter. I mit nuværende arbejde savner jeg kontakt med nye mennesker og jeg savner det med at kunne ‘yde service’ – noget der fylder meget også i mine tanker omkring det B&B. Som weekendafløser blandt feriegæsterne, håber jeg på at få dette ‘behov’ opfyldt. Samtidig giver det mulighed for at lægge lidt penge til side, og det gør jo heller ikke noget, når man blandt andet har både en konfirmand og en student til foråret. Og ferien vil jeg som bekendt ikke gå på kompromis med!
  • Kommer sønnike hjem efter en tre uger lang studietur i USA. Han må have haft et enormt presset program, da han ikke haft mulighed for at ringe hjem en eneste gang i løbet af denne tid 😉 Heldigvis har han været god til at sende billeder og jeg har fået lov at opleve både Boston, New York og Washington via Messenger. Nu glæder jeg mig til at snart få høre mere om rejsen og til at give ham en ordentlig krammer!
  • Har jeg tilmeldt mig et online-kursus i journalistik. Ikke fordi jeg tænkt blive journalist, men fordi jeg gerne vil blive bedre til det med at skrive. Jeg skriver fra hjertet og som det falder mig ind – jeg har masser at lære og vil gerne blive bedre. Jeg håber, kurset kan give mig det, jeg håber på.
  • Skal jeg da også have lavet en græskar! Jeg tror faktisk at jeg vil lave samme slags stjerne-græsker som sidste år. Den var utrolig dekorativ og jeg kan godt undvære de traditionelle, smilende græskar. Dem har vi også haft mange af igennem årene!
  • Har jeg sørget for at lave aftaler med venner, veninder og kollegaer. Middags-aftale, biograf-aftale og en enkelt gåtur-aftale er allerede på plads.

Så jeg glæder mig til at gå i gang med oktober måned og nye udfordringer der venter. Jeg håber, I også har en masse at glæde jer til den kommende måned❤

12 comments

  1. Pia says:

    Det lyder da som en spændende oktober, du skal igennem! Hvad er det for et journalistkursus, du skal tage? Det føles som en evighed siden jeg sidst deltog i et kursus – det kan være svært at komme hjemmefra :0| Tænk at jeg kunne glemme at der findes en hel online-verden derude… Griner ;0)

    • Aargang73 says:

      Kære Dorte, tak for det. Ja, spændende er det og travlt har jeg 🙂 ‘Lagom är bäst’som vi siger på svensk, det er dog en kunst jeg aldrig rigtig lært at mestre. Det er også spændende med dine nye projekter i forhold til Strikkedulle! Knus

    • Aargang73 says:

      Det var virkelig dejligt på Fur, Birgitte og jeg håber, at du får mulighed at besøge øen en dag hvor solen skinner. Danmark er smukt og et sted jeg virkelig har lyst at besøge, er Møns klint. Men det ligger vist tættere på dig… 🙂

  2. Livsglimt says:

    Jeg har aldrig været på Fur, men hvor ser der smukt ud. Min yngste og jeg er i gang med at lave hendes værelse om til et “storpige-værelse” med makeup bord og den slags. Glimrende, glimrende lejlighed til at få ryddet grundigt ud, hvilket jeg også elsker 😉

    • Aargang73 says:

      Ehj, hvor hyggeligt med det storpige-værelse. Det har jeg aldrig prøvet og kan godt forestille mig, der er plads til lidt mere hygge i et storpige-værelse end et stordreng-værelse. Her taler vi rene linjer og ikke noget men nogen dikkedarer. Fordelen er selvfølgelig den, at her er der ikke er nogen hylder til at samle hverken ting eller støv 😉 Jaaaa, at rydde grundigt ud af noget af det skønneste!

    • Aargang73 says:

      Mange tak Anja, nu må vi se… Har så mange ting i gang lige for tiden, og bliver nok nødt til at klappe hesten. Skal i hvert fald ikke booke mere ind i min kalender, da jeg også trænger til strik og sofahygge.

  3. Rikke says:

    Skøn september du har haft, og skøn oktober du er i gang med. Det lyder da simpelthen så spændende med dit job i det feriecenter, det er jo helt genialt i forhold til de B&B drømme. Som jeg hepper på 🙂
    Fedt du kaster dig ud i et journalist kursus, det håber jeg du forfatter et indlæg om.
    Kh RIkke

    • Aargang73 says:

      Kære Rikke, september har været dejlig og oktober bliver spændenden. Og du har helt ret i forhold til det B&B, dette må ses som et første skridt i den retning. Jeg skal nok fortælle mere om det journalistkursus, når det går i gang. Gad vide, hvad det går ud på… 😉

Skriv et svar