Hvor tit bruger jeg ikke oceaner af tid på at tænke over noget jeg burde få gjort. Tiden jeg bruger på at gå rundt og tænke over at jeg burde få det gjort, står sjældent i proportion til den tid det ville tage, at virkelig få det gjort. Når jeg så langt om længe FÅR det gjort, kan jeg slet ikke forstå, jeg ikke bare gjorde det med det samme og sparede mig selv for den dårlige samvittighed og de tilbagevendende og stressende tanker.
Jeg er begyndt at skrive det ned på en lang liste. Alle disse ting som jeg tænker, jeg vil få gjort, stort som småt, udenfor-projekter og indenfor-projekter, projekter som SKAL laves, projekter som kunne være sjovt at få lavet. Hulter til bulter. Alt fra at skulle rydde op på loftet, prøve en ny opskrift, mødes med en veninde, købe en gave, plante om en blomst og male stuen.
Jeg har opdaget at det tit er de samme tanker der kører i ring og hvis jeg skriver dem ned på et stykke papir, opdager jeg ofte, at det ikke er så slemt. Og f.eks. den gave der skal købes, er jo kun én opgave, selvom den kan fylde rigtig meget når den får lov at poppe op i bevidstheden gang på gang på gang sammen med alle andre opgaver og projekter. Bare det at få det skrevet ned, så at man ved at man husker det, giver ro.
Et par eksempler:
- Til foråret fik jeg sået en håndfuld appelsinkerner. Det er ikke løgn, at jeg har tænkt på det i flere år, men aldrig fået det gjort. Har tænkt at det kunne være sjovt at få plantet en kerne som måske en dag ville blive til et træ og hvorfor filen det er taget så lang tid, ved jeg ikke. Tanken har poppet op adskillige gange i løbet af disse år og lige pludselig til foråret spiste jeg en appelsin og fik i en håndevending placeret nogle kerner i en af de krukker hvor der alligevel ikke kom noget Stevia op. Samlet arbejdstid – 1 min.
- I lørdags ryddede jeg op i cykelskuret, et projekt vi talt om i et par år. Det kunne godt virke noget uoverskueligt da rodet i løbet af disse to år bare har fået lov at vokse sig større. Jeg var også ved at trække i land igen lørdag formiddag da jeg følte mig sløj, men tog en lynhurtig beslutning og mine gummistøvler på og gik i krig. Det tog 4 timer og fortovet blev fyldt op med ting der skulle køres til lossepladsen. Ok, det tog lidt længere tid end at plante et appelsintræ, men sat i perspektiv til at jeg haft projektet hængende over mig i et par år, så er 4 timer ingenting. Presset er tage væk fra mine skuldre og der er nu plads til at vores Agapanthus kan komme i hi for vinteren. A win-win.
- Sidste weekend fik jeg også lavet rabarbergrød. Årets sidste rabarber har længe stået og gloet på mig i højbedet og jeg har været bange for at frosten til sidst ville tage dem. Og jeg hader at lade mad gå til spilde! Men fra at glo tilbage på dem med dårlig samvittighed til at gå ud og hente dem ind til køkkenet, har der været lang vej. Men i weekenden fik jeg det gjort, og det var vist lige i sidste øjeblik. Hele familien nød dog årets sidste rabarbergrød.
- Som teenager havde jeg en rigtig god brevven, Tanja. Hun boede i den nordlige del af Sverige og hendes liv var meget forskelligt fra mit på mange måder. Hun var helt fantastisk til at skrive lange, smukke brev og hun havde den smukkeste håndskrift. Det var en tid i vores liv hvor vi var i rygende udvikling i forhold til kærester, fester, sjov og ballade, så der var meget at fortælle… For nogle år siden fandt jeg et af hendes gamle brev på min fars og mors loft. Brevet var på ikke mindre end 35 sider (håndskrevet selvfølgelig fra den gang) og som altid i den mest ordentlige håndskrift. Jeg har passet på brevet, men sidste vinter kom jeg i tanke om, at jeg ville sende brevet retur til hende. Tanken var der i lang tid før jeg her en gang efter sommerferien fandt hendes adresse på nettet og sendte brevet af sted. Hun blev så glad og fortalte at hun læst brevet højt for sine to piger. Hun fortalte også at den flotte fyr hun fortalte så meget om i lige dette brev, er faren til hendes to piger, og at han i dag ikke er en del af familiens liv. Brevet til Tanja er nu også vinget af på den lange liste (tog heller ikke mange minutter at få det sendt af sted…)
- En klassiker (i hvert fald her hjemme) er tage sig sammen til at invitere venner. Vi taler ofte om at vi snart burde invitere X og Y, eller A og B, men så er det som om vi ikke rigtig kan overkomme den hurdle at kigge vores kalendere igennem. Og så lige pludselig får vi det gjort og ofte får vi inviteret en hel flok og på den måde booket en hel række weekender op. Sådan var det med L og D som vi har talt om at invitere siden i april måned. NU har vi inviteret dem til spisning i morgen aften og glæder os rigtig meget (!) til en aften sammen med dem!
Eksemplerne er mange, jeg kunne blive ved, og mon ikke der er mange der har det på samme måde?
Jeg kan godt lide lister. Virkelig, det kan jeg. Men mit stress betyder, at jeg nu nærmest får stress af listerne… Så i stedet for at give ro i hoved, så stresser det dobbelt (giver det mening?) fordi tiden er så knap. Men – jeg har dog formået at sætte i gang med lidt, bla. oprydning i skabe. Nogle dage når jeg slet ikke noget, andre kun ganske lidt. Og det har jeg næsten sluttet fred med.
Jeg oplever også at der tit er større lyst til ‘lige at få det gjort’, hvis det er noget der interesserer mig lidt. F.eks. ville jeg have kogt de rabarber for længst, fordi jeg stresser af ved at lave mad/bage mv. Jeg brugte engang 2 timer en søndag på at lave hjemmelavet tomat/grøntsags-sovs i en 5 l. gryde og derefter fryse det ned i små portioner. Mest fordi jeg synes sådan en opgave er dejlig.
Kh. Birgitte
Åh, ja det giver god mening, Birgitte, og så er det med listerne ikke en god idé. Men jeg synes egentlig at det overblik listerne er med til at give også kan give ro, da mange af tingene på listen heldigvis er opgaver der ikke haster. Men disse opgaver bliver tit og ofte alligevel ved med at cirkulere i hovedet og bliver nemt blandet sammen med de opgaver der er mere presserende. Som f.eks. at købe en gave til svigermor til hendes fødselsdag, eller andre opgaver der er ‘her og nu’. Giver det mening? Jeg kan i øvrigt også godt følge dig i at det med at stå i køkkenet kan være afstressende, hvis det altså er med den slags projekter hvor der ikke er deadline. Sådan en dag havde jeg i weekenden hvor jeg udover den rabarbergrød også fik lavet mysli, ingefærshot, pølsehorn til madpakkerne og en kage. Meget hyggeligt og afslappende.
Mega-sejt du gør det! Jeg har det lidt som Birgitte, det tager pusten fra mig. Det føles lidt som om ‘burde’ bliver endnu tydeligere i min hverdag når det kommer ned på skrift. Men igen, lidt lister har jeg, det ville være lyv at sige andet. Men det er en daglig kamp mellem listerne og jeg om hvem, der har magten. Men igen: Det er helt kanon, når det virker; du er sej!
Crappymum, det er jo ikke meningen at listerne skal tage pusten fra en, så er det bedre at undvære dem 🙂 Det fedeste med listerne er dog at få lov at sætte flueben. Nogle gang snyder jeg og skriver en ting på som jeg lige har lavet, bare for at få lov at sætte et flueben. Giver god mening, ikke?
Et godt råd! Get up and get it done! Det er i hvert fald ikke alle ting, man behøver at lade fylde for meget i ens bevidsthed. Og det så befriende når tingene er gjort. Måske det handler om at vi udsætter, og de skal vi lade være med 🙂
Kære Bella, jeg kan godt mærke at de ting jeg udsætter, nemt fylder meget i min bevidsthed og jeg kan lige så godt få det gjort og komme videre. Men det er selvfølgelig ikke meningen at man skal gå rundt og løse opgaver hele tiden 🙂 Men glæden ved at få lov at sætte flueben er enormt stor og en god drivkraft.
Sikke nogle gode ting at få vinget af. Skønt at få det gjort.
Jeg laver også lister, til gengæld er jeg ret bevist om, at jeg kun skal nå at strege en ting i weekenden, hvis jeg når mere er det bare bonus, men ikke en pligt.
Det er også en god idé, Rikke – at tage en ting fra listen hver weekend. Men der skal selvfølgelig stadig være plads til weekends, hvor man lige lægger listen til side 😉
Haha, ja exakt sån är det! Lite som att man tänker att man “borde måla om den där väggen” eller “jag borde sätta upp den där vägglisten” men man gör det aldrig, för ens man flyttar (!!!!). Så var det för oss sist vi flyttade. Vi målade om väggen vi hatade först när vi skulle fota lägenheten inför visning. Hur dum går det ann att bli! 😛 Det blev många skratt när jag läste din text, underbar igenkänningsfaktor.
Jamen vad typiskt, Mary, att ni fick målat først nær ni skulle flytta 😀 Igenkænningsfaktor dær också! Førhoppningsvis blir vi klokare och lær av våra misstag – næsta gång målar ni sækert om væggen redan innan ni bestæmmer er før att flytta 😉
Du rammer hammeren på sømmet. Har uden pis 6-8 daddelkerner liggende i en liiiille tupperware, som jeg lavede i september, som jeg har gemt fra de gange jeg snupper en når jeg laver mad. Plantet dem? Nej, det har jeg ikke? Men hver gang jeg tager en, ryger kernen troeligt deri.
Jeg gør det sgu idag!
– A
Ha ha, nu er jeg jo meget spændt på at høre, om du fik lagt dine daddelkerner i jorden i går som lovet? Et snydtips kan være, at bare putte dem ned i jorden i en allerede eksisterende krukke – hvis de kommer op, så kan de jo altid flyttes og på en eller anden måde, bliver overskuddet straks lidt større, når der kommer til planter end til kerner 😉