I løbet af de sidste måneder har jeg jævnligt fået en påmindelse om at Årgang73 var ved at udløbe. Eftersom jeg ikke har skrevet på siden i næsten to år, tænkte jeg, at det måske var på tiden at give slip. Årgang73 har en plads i mit hjerte, da både skriveriet og kommunikationen med læserne har hjulpet mig igennem en del svære tider. Men det var då. Og nu er nu. Så måske skulle jeg bare lade naturen (teknikken) have sin gang og lade siden lukke ned…
Men så alligevel ikke. Søndag eftermiddag sad jeg på sofaen og strikkede og to timer før siden skulle lukke ned, gik jeg lidt i panik! Og så skyndte jeg mig at forlænge siden med 1 år igen. Hvorfor? Jamen jeg ved det ikke… Jeg har bare så forbandet svært at ‘afslutte’. At give slip på det, der en gang har betydet noget.
Jeg tror ikke der er mange der kommer forbi bloggen længere. Den tid vi i de ‘gamle, gode dage’ brugte på at læse og netværke gennem blogs, er forbi. I dag bruger vi tiden på sociale medier og det er jo sådan, det er. Men jeg vil skrive for min egen skyld – spinde videre på min egen historie og dokumentere mine små og store projekter. I hvert fald i et år mere og til april næste år, er jeg måske klar til at hive plasteret af.
Kære Malin,
Hold fast i bloggen for din egen skyld. Jeg har selv stor fornøjelse af at “dokumentere” mine kreative aktiviteter (som er det min blog handler om).
Kh. Bella
Men åh, Bella!! Hvor er jeg glad for at høre fra dig!! Jeg kiggede faktisk forbi din blog i går og det gjorde mig så glad at se, du stadig var i gang. ‘Alle andre’ fra den gang ser ud til at helt have lukket ned… Jeg ved godt, du også deler på Instagram, men det kan bare ikke det samme, vel? 😉 Jeg vil se, om ikke jeg kan holde fast i Årgang73 lidt endnu. Knus
P.s. Hvordan søren fandt du ud af, jeg havde skrevet et indlæg igen? 🙂
Søde Malin, du skal kun holde fast i bloggen, hvis du har lyst. Det er lysten der skal drive værket.
Og du har ret, der er ikke mange aktive blogge tilbage, hvilket er ret trist. Jeg føler mig til tider lidt ensom i blogland. Men som nævnt, jeg blogger for mig egen skyld.
Instagram er ikke det samme. Jeg var heller ikke særlig flink til at opdatere, og nu har jeg slettet min instagramkonto i prostet mod Mark Zuckerbergs leflen for Trump (mht. uvilje mod nødvendig moderering af indlæg). Jeg har heller ikke facebook. Jeg overvejer også om bloggen skal fortsætte, for Google, som har Blogspot, viser også en pleasende adfærd overfor Trump-administrationen i forhold til negligering af mangfold mm. Det er ikke nemt i disse tider.
Du spørger hvordan jeg opdagede, at du havde skrevet et indlæg. Jeg følger din blog, og der kom en notificering på min blog om at der var et nyt indlæg fra dig🧡
Knus, Bella
Nej, det er ikke nemt at gøre det rigtige lige for tiden og jeg forstår godt din protest mod alt det, der har med Trump og Trump-administrationen at gøre! Men jeg håber, at du holder fast i din blog – den er så fin og det er DIN historie. Lad ham ikke ødelægge den også…
Det er jo en rigtig god måde, at kunne følge lidt med i blogland – mon ikke, jeg også kan finde ud af hvordan jeg får det ind på min side. Der er jo stadig nogle af os ‘gamle’ der (mere eller mindre) holder fast i det med at blogge, og det giver et godt overblik. Jeg fulgte en gang med på Bloglovin’ – gad vide, om det stadig giver mening…
Jeg giver heller ikke efter, selvom der ikke er mange der læser bogs, men jeg opgiver den ikke!
Jeg blev helt glad i låget over at se du i mit feed igen😊
Dejligt der nu er endnu et helt år inden du evt. tager en beslutning😊
Hvor er det dejligt at høre fra dig Catarina – og også lidt pudsigt… Her i morges sad jeg nemlig og læste gamle kommentarer her på siden, og faldt over en kommentar fra dig og kom dermed ind på din side. Jeg blev så glad, når jeg så, at du stadig skriver på din blog, og jeg fandt et indlæg, jeg følte jeg måtte svare på. Jeg skulle bare lige en tur i haven først, men jeg håber, jeg når at kigge forbi her i aften. For det du skrev, ramte mig nemlig 😊