Hvis turen skulle gå til Odense

Sidder lige nu på toget hjem efter en ikke mindre end helt igennem fantastisk weekend sammen med sønnike. Vi har været i Odense. Min mand spurgte drengene på et tidspunkt her i vinter hvor de så sig selv om 10 år. De to store drømmede sig hurtig væk til København, der hvor det sker. Madrid kunne også være spændende, måske London. “Jeg vil gerne bo i Odense”, slog lillebror fast. Odense, spurgte vi allesammen lidt forbavsede. Hvorfor lige Odense? Der kunne han ikke rigtig svare på da han aldrig været der, han syntes bare det virkede så hyggeligt.

Derfor gik turen denne weekend til Odense, en hyggeweekend for to. Jeg havde så meget glædet mig til turen da jeg faktisk savner at være sammen med min travle søn. Vi havde ingen planer what-so-ever, jeg havde heller aldrig været i Odense før, så vi skulle starte helt fra nul med et besøg på turistbureauet.

Vi var mega heldige med vejret, heldige med hotellet, med restauranter og med turen generelt. Det var som om det hele bare lykkedes for os og vi nærmest snublede over hyggelige aktiviteter og gode spisesteder. Vi var begge to lige så tossede med byen. Så hvis turen går til Odense en solskinsdag, må du ikke snyde dig selv for følgende aktiviteter!

En sejltur på Odense Å. Vi sejlede fra byen ud til den Fynske Landsby, en tur der tog en halvtime igennem den smukkeste, grønneste natur. Målet var Den Fynske Landsby – det første stop på turen, Zoologisk have, sprang vi bevidst over (bryder mig ikke om at kigge på dyr i bur).

Den Fynske Landsby var meget smuk, specielt på en solskinsdag i juni måned, tænker jeg. (Jeg har altid været lidt fascineret af de 18. århundrede og har en idé om, at det var i den tid jeg burde have været født, før al teknologi, stress og jag…) Vi tog en tur rundt byen med hestevogn og det var ikke svært at leve sig ind i denne tid. Vi fik også sat gang i tyveri alarmen – vi skulle jo bare lige prøve træskoen helt forsigtig men mistede balancen og så var skaden sket. Vi listede ud med halen mellem benene…

En tur i gågaden. Jeg er helt vild med alle de små kroger og baggårde, spændende butikker og spisesteder, underholdning og den gode stemning. Den første aften fandt vi en hyggelig udeservering hvor vi kunne sidde udenfor med tæpper om os. Så føler man, det er dansk sommer.

Den gamle bydel hvor man kan følge HC Andersens fodspor forbi mange af de pladser der haft betydning for ham som person og for hans historier. Udover det er det nok en af de hyggeligste gamle bydele jeg nogensinde har oplevet!

Domkirken! Jeg er ikke religiøs men jeg elsker at komme ind i kirker, og gerne domkirker og andre store, imponerende kirker. Jeg er specielt fascineret over hvordan de byggede dem for 800 år siden (hvis ikke du har læst “Havets katedral” af Ildefonso Falcones, kan jeg godt anbefale den!) Men det er også noget med stemningen i disse kirker som trækker mig der ind. Lige hvor vi kiggede ind øvede kirkekoret og vi sad et øjeblik og bare nød. Det er i øvrigt i denne kirke som HC Andersens blev konfirmeret.

Eventyrparken lige bag domkirken var den perfekte spot til at spise den madpakke vi købt med fra gågaden. Skønt at sidde lidt på græsset og hvile benene. Lykken var fuldendt når en af de helt store YouTube’ere kom gående lige forbi os. Det er løgn!, blev det råbt og heldigvis var lillebror kvik til at gribe sin mobil, løbe efter og få et billede sammen med den store idol. Så er lykken gjort!

En søndagmorgen med fuld sol og en masse varme var oplagt til et par timer ved poolen. På hotellet var de enormt søde og lånte os hver sit håndklæde selv om vi faktisk tjekket ud. På gåafstand fra hotellet havde vi igennem TripAdvisor fundet frem til Havnebadet. En stor basin med flot beliggenhed. Jeg havde heldigvis ikke fået min bikini med fra Aalborg og var fri for at hoppe i det kolde vand. Til gengæld badede sønnike for os begge to.

Kongens have var også et besøg værd. Her fik vi slappet af og leget med en nyindkøbt boomerang. Boomerangen ligger nu i toppen af en af de store træer – tænker den falder ned på et tidspunkt. Mange flotte blomster som inspirerede mig til at gå i gang med et staudebed når jeg kommer hjem, var der også!

Vi blev begge to forelskede i byen. “Jeg kan godt forstå, du gerne vil bo i Odense”, sagde jeg til min søn og jeg mente det virkelig af hele mit hjerte. “Ja, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil bo her. Jeg synes også det virker ret så fedt i USA”.

11 comments

  1. Cille says:

    Jeg er vokset op i Odense – og boede der indtil min bachelor var færdiggjort. Jeg kan godt forså jer – jeg ELSKER også Odense.

    • Aargang73 says:

      Det er da sjovt, så mange af jer både her og på Instagram som ‘hører til’ i Odense. Jeg kan godt forstå du elsker Odense, byen har virkelig alt. Og så den å, som flyder igennem hele byen. Jeg er sikker på at jeg var begyndt at løbe (langs åen) hvis jeg boede der ;).

  2. Catarina says:

    Næste gang du er i Odense så må du lige sige til – jeg er opvokset i odense og har “lun” boet herude på landet (12 km fra Odense centrum) siden 2004.
    Og Zoo er virkelig en oplevelse, specielt savannen, hvor dyren går løs og vi går imellem dem og mange af de andre steder. Odense zoo er virkelig et besøg værd. 😀

    • Aargang73 says:

      Det var lidt ærgeligt, Catarina, jeg ikke vidste det! Det kunne have været smadderhyggeligt at lige stikke hovederne sammen! Men jeg kommer tilbage, og hvis du på et tidspunkt kommer nordpå, så ved du hvor jeg bor 🙂 Knus

    • Aargang73 says:

      Det lover jeg, Birgitte! Du har sagt det til mig før, men da morgenmaden var inkluderet i hotellet, kom vi ikke ud og spise brunch. Men min mand og jeg har talt om en kæresteweekend i Odense på et tidspunkt, og så skal jeg nok huske det! Knus

  3. Bella says:

    Jeg kan også tilslutte mig koret af alle dem der holder af Odense 🙂
    Vi nød en forlænget weekend tidligere på året, og der viste Odense sig også fra sin bedste side 🙂

    • Aargang73 says:

      Der råder vist enighed om, at Odense er en fantastisk by. Det er lidt sjovt, den bare er sådan gået mig forbi, har aldrig rigtig tænkt før, jeg skulle dertil. Og hvis ikke det var for at sønnike ‘gerne ville bo der’ var jeg stadig ikke kommet dertil. Jeg kommer helt sikkert tilbage!

Skriv et svar