Holder en lille pause fra oprydningen…

image

…men kun en frokostpause, så skal jeg i gang igen! Det er min ugentlige fridag i dag og jeg planlagde allerede i sidste uge, hvad dagen skulle bruges til. I projekt oprydning, har jeg lavet en oprydnings-liste (elsker lister af alle slags) og denne liste er opdelt i kategorier. Ikke kategorier som i tøj/køkkenting/krea-ting/bøger, men som i ’små projekter’, ‘mellemstore projekter’ og ’store projekter’. I sidstenævnte kategori havde jeg noteret tre punkter; loft, udeskur og Lillebrors værelse. Værelset er måske ikke heeeelt sammenligneligt med loftet, men det var den kategori der passede bedst. Det behøver måske ikke at uddybes yderligere…

Jeg er støvallergier og startede derfor dagen med et ordenligt pust af allergimedicinen. Jeg har jo haft fat i værelset før, og ved, at den slags er nødvendig :-) Det er helt ubegribeligt hvad den knægt kan samle af ting i løbet af to oprydnings-perioder!! Alt bliver gemt! Og selv om værelset er indrettet efter princippet ‘hver ting har sin plads’ så er det ikke at få øje på. Der ligger tøj overalt – under sengen, bag akvariet, i kassen med ledninger, klemt ind bag skoletasker og computer. Det er så når jeg skal have fat i alle disse ting, allergisprayen kommer til min undsætning.

Jeg gik i krig lige så snart han var ude af døren, da jeg gerne vil nå at fjerne alle sække før han kommer hjem. 4 intensive timer har jeg brugt og bilen er nu fyldt op med ting der skal til forbrændingen. Godt gemt i bagagerummet. I garaget står en lige så stor mængde, men disse har jeg tænkt, skal til en genbrugsbutik. Legetøj han for længest glemt, han havde. Mest af alt, har jeg lyst at køre af sted med det før han får øje på det, men det kan jeg alligevel ikke helt få mig til. Tænk om der ligger noget i de kasser, han virkelig er glad for og som betyder noget for ham? Jeg ved dog at risikoen med at give ham adgang til kasserne, er at mere end halvdelen flytter ind på værelset igen. Jeg bliver dog nødt til at tage risikoen for min samvittigheds skyld. Og for hans skyld.

Solen skinner – igen, igen – og jeg var lige hurtig ud i haven for at ‘plukke frokost’. Selv om det har været ikke mindre end en mega-elendig havesommer for vores vedkommende, så er der lidt grøntsager i højbedene. Friske rødbeder, gulerødder og porrer med lidt olivenolie i ovnen og med et styk’ ovnbagt laks – mums! En velfortjent frokost, før jeg nu går i gang med det sidste ryk!

2 comments

  1. www.skøreliv.dk says:

    Ja, de dersens børneværelser, de er et kapitel for sig!… Jeg havde nok sat kursen mod genbrugspladsen hurtigst muligt (og trådt sømmet HELT i bund), men jeg er altså også VIRKELIG kummerlig hvad sådan noget angår. Jeg tænker at de der poder lever efter sådan et ‘ude af syne, ude af sind’-princip….

    • Aargang73 says:

      Ja, jeg havde også overvejet det, men ku’ ikke få mig til det. “Lillebror” er også 13, så det der med ude af syne, virker ikke helt længere :-). Men han skal have ros, han tog kun én lille ting op fra de kasser – resten kørte vi sammen til genbrugsbutikken. Nej, han tog to ting op – han havde vist også et kort af Messi, han var lidt glad for… Nu er det lidt sjovt at gå en runde i butikken for at se, om hans ting bliver solgt ;-)

Skriv et svar