Guide: Få styr på garderoben

Få styr på garderoben

I løbet af det sidste år, har jeg virkelig fået ryddet ud i min garderobe. Jeg havde på et tidspunkt en periode hvor jeg mere eller mindre var afhængig af at hele tiden få noget nyt tøj. Rigtig mange af mine køb foregik på Trendsales, og mit skab bugnede af fejlkøb. Alle disse handler blev til ret mange penge, og tøjet blev hængende for at på en eller anden måde kompensere for min dårlige samvittighed.Resultatet blev en garderobe fyldt med tøj, men hvor jeg aldrig havde noget at tage på. Mange af jer kender det nok, man åbner skabet og bukser, kjoler og bluser hænger i rækker, men der er bare ikke noget at tage på. Prøv lige at forklare din mand eller kæreste det ;) Hvis du har på denne måde, trænger din garderobe sandsynligvis til en oprydning.

Idéen med oprydningen er at gøre sig af med alt det tøj, som ikke fylder andre funktioner end at tage plads i skabet. Jeg følte i lang tid modstand ved tanken på at gøre mig af med tøj som ikke fejlede noget, da jeg var bange for at ende med at ikke have noget, at tage på. Men hvis det er tøj man alligevel ikke bruger, bidrager det ikke med andet end falsk tryghed.

Få styr på garderoben – start med at skabe den rigtige stemning

Sæt god tid af til projektet, og vælg et tidspunkt hvor du føler dig motivered til at få ryddet ud. Sæt noget godt musik på, lav en kande kaffe og beslut dig for at lave en hyggelig stund ud af det. Måske kan du invitere en veninde til at hjælpe dig, men det skal gerne være en af dem, der tør at sige sin mening ;).

Sortere dit tøj

Start med at sortere tøjet i tre bunker; én med det tøj du umiddelbart føler du vil gemme, en med det tøj der skal videre, og en med det tøj som du er usikker på. Prøv på at lade være med at tænke for meget over hvert enkelt styk tøj, men stol på din umiddelbare mavefornemmelse.

Gå videre med tøjet som du gerne vil beholde og kig kritisk på en kategori ad gangen – f.eks. bukser. På denne måde kan du danne dig et overblik over hvor meget du egentlig har. Måske har du ikke brug for 12 par bukser eller 28 bluser? Eller måske står du rent faktisk og mangler nederdele, nu hvor du opdagede at dem du havde, hørte hjemme i genbrugs-bunken? Eventuelt kan du lave en liste over hvor mange par bukser, hvor mange par nederdele, hvor mange par… osv. du mener din garderobe skal indeholde. På den måde, kan du nemmere tage stilling til tøjet der nu er tilbage. Hvis du mener, at 5 par bukser er nok, skal du igen  igang med at rydde lidt ud af bunken med bukser.

Send tøjet til genbrug eller give det til en, som du tror, vil blive glad for det

Start derefter med det tøj som skal videre. Alt det som skal til genbrug, lægger du i poser og binder knude på – og mind dig selv om den gode gerning du gør ❤️. Hvis du har nogen omkring dig som måske vil blive glad for tøjet, så giv det videre. Min søster er f.eks. sød til at først samle alt tøj til gennemsyn før hun sender det af sted til genbrug, og både min mor og jeg har gjort et par gode fund blandt det, hun ikke selv trives i. Det er en god måde at gøre det på, da man som ‘modtager’ ikke føler sig forpligtiget til at tage noget af tøjet.

Sæt tøjet til salg

Er der noget af tøjet der kan betale sig at sælge? Min erfaring er, at det ikke kan betale sig at sætte tøj i prisklassen ‘H&M’ til salg på nettet. Det kan blive mange timers arbejde for få kroner. Gør dig selv en tjeneste og læg dette i sækkerne til genbrug, så at du kan komme videre i processen. Hvis der er noget du gerne vil sætte til salg på nettet, så gør det med det samme. Trendsales, Facebook eller DBA er nogle muligheder, men der er også andre.

Hvis du har meget der skal sælges, skal du måske overveje at leje en stand på et loppemarked (og så kan du lige så godt tage dit H&M tøj med også). På Markedskalenderen kan du se, hvornår der er et loppemarked i nærheden af dig. Tag din veninde eller din svigermor med og lav en hyggelig dag ud af det! Overskuddet fra salget kunne gå til en fælles middag eller en lille tur – alt efter hvor meget I får solgt.

Rundt omkring i landet popper også et nyt loppemarked koncept op. I Aalborg har vi f.eks. Guld og Rod, en stor butik hvor man lejer en reol på ugebasis hvor man kan stille alt det op, man gerne vil sælge. Der er personale som står for salget, og derfor tager de også en procentdel af din gevinst. Det er et godt koncept, hvis ikke man selv synes det er hyggeligt at stå på et loppemarked en hel dag. De har lignende butikker i Frederikshavn; Knudepunktet og i Århus og Randers; TakeNow   – måske er der også en i nærheden af dig?

Vær kritisk

Og så tøjet i den ‘usikre bunke’… Tag det på, mærk det og vær kritisk. Sidder det godt? Er det behageligt at have på? Passer modellen til dig? Kan du lide farven? Har du brugt det i løbet af det sidste år? Hvis ikke, kommer du nok heller ikke til det i det kommende år. Vær kritisk. Og lad være med at gemme ‘bare for en sikkerheds skyld’. Hvis du stadig står med en bunke du er usikker på, som du ikke er klar til at tage afsked af endnu, læg det i en kasse og gem den i tre måneder. Hvis ikke du har savnet tøjet i løbet af denne tid, kan du nok rolig sende kassen videre.

Din nye garderobe

Læg/hæng dit tøj tilbage på plads, og se om der er ‘en rød tråd’. Du skulle nu gerne stå med en garderobe som fungerer, hvor der er overblik og hvor tøjet kan kombineres på kryds og tværs. En garderobe som giver dig følelsen af, at du altid har noget at tage på. Det tøj som er tilbage på bølgerne, skulle også gerne være det tøj, som du føler dig godt tilpas i. Måske er der noget du skal komplettere med, og disse ting, er nu nemmere at få øje på.

Få styr på garderoben

Siden jeg læste Marie Kondos bog; Magisk Oprydning, har jeg holdt fast i det at stille vores tøj op i skufferne. Det lyder underligt, men det virker simpelthen så godt. Når man folder tøjet og lægger det i bunker i skufferne, kan man aldrig se, hvad det er der ligger nederst i bunkeren. Og når man prøver på at finde ud af det, vælter tøjet og det bliver igen uorden. I denne video, kan du se, hvordan man gør det. Marie Kondo kommer fra Japan, og har derfor en anden kultur – noget der kommer til udtryk i videoen. Det kan du jo selv vælge, om du vil se bort fra ;)

A clear space – equals a clear mind

15 comments

  1. Anna says:

    Godt indlæg – Det er så skønt at få ryddet op!
    Jeg går dog i højere grad ind for at sælge og sende til genbrug frem for at give videre – En holdning jeg deler med Marie Kondo. Jeg har nemlig selv haft bunker af arvetøj, som jeg har taget imod af pligt (eller måske af grisk glæde over at få noget gratis), og som har fyldt op i mine skabe. Det vil jeg ikke gøre mod andre.
    Når man køber tøj (som jo også kan være brugt) foretager man et valg om at få det ind i sit liv. Det gør i min optik, at man bliver gladere for det.

    • Aargang73 says:

      Hej Anna, Du har helt ret i forhold til det at give tøjet videre. Jeg har selv endt op med en masse ting, som jeg har modtaget af pligt, og det er ret irriterende, når man selv prøver på at komme i bund! Og eftersom jeg er typen der altid får dårlig samvittighed, bliver det jo nemt liggende. Jeg synes måden min søster gør det på, er en god måde. Der er ikke noget der er øremærket til mig, men jeg får blot tilbuddet at kigge i kassen, før den ryger videre til genbrug. Hyggeligt i øvrigt at se dig her inde! :) Jeg kender dig jo kun fra Instagram. Kh Malin

  2. www.rikkes-planet.dk says:

    Det er så dejligt befriende at få ryddet ud, selvom jeg har svært ved at slippe det.
    Man kan også aflevere 1 pose i H&M og så 15% rabat på et stykke tøj. Det har vi brugt en del gange.
    Og derudover har jeg også givet en del væk i hjælpegrupper på facebook.
    kh Rikke

    • Aargang73 says:

      Nå jo, det er også 2 rigtig gode idéer! Jeg har hørt noget om at H&M arbejder for sagen, men jeg havde ikke sat mig ind i, på hvilken måde. Tak for tippet! Det med at bruge nogen af alle de hjælpegrupper der er på FB, er også en god idé. Det er en dejlig måde at glæde andre på! Tak for dine input! Kh Malin

  3. Nana says:

    Åh, jeg elsker at rydde op og smide ud (eller sælge/forære væk). Det giver sådan en lethed i krop og sjæl når man skaffer sig af med ting. Jeg køber i øvrigt ikke ret meget tøj længere. I modsætning til tidligere … Til gengæld køber jeg ret dyrt, klassisk tøj i god kvalitet. Det virker for mig :-)
    God torsdag til dig!
    Kh Nana

    • Aargang73 says:

      Kære Nana, jeg har på fuldstændig samme måde. Den lettelse man føler når man får kørt sække væk det ene eller andet sted, kan ikke sammenlignes med noget andet. Det sker at jeg går en runde i huset for at se, om ikke der er noget jeg kan gøre mig af med – bare for at få den følelse :) Det med at begrænse sine tøjkøb, tror du at det også har noget med alderen at gøre? Behovet bliver ligesom lidt anderledes… Kh Malin

  4. Anette says:

    Fandt noget tøj der skal ud nu jeg flytter, men pt bliver det brugt til fyld i kasserne hvor der behov for blød indpakning… ikke sikker på alt kommer i skabet det nye sted.

  5. Birgitte B says:

    Jeg sender altid det videre, som er i god stand. Resten afleverer jeg netop i H&M til genanvendelse (plus jeg får 15% på næste køb).
    Jeg kan også anbefale Christine Wedel, Trinny & Susannah eller Tini Owild. de sidste to har et par bøger, som kan lånes på biblioteket. Både om at undgå fejlkøb og også om oprydning.
    Kh. Birgitte

  6. Karin says:

    Jeg må indrømme mit tøjskab ser meget kedelig ud.
    Årsagen skyldes nogle kilo jeg ikke kan forenes med. Jeg ved hvordan de skal forsvinde, og det sker lige så stille, tager bare længere tid end tøjskabet synes om. Derfor bliver der kun købt så billigt og så lidt som muligt, så det er begrænset hvad jeg skal fjerne :-)
    Tak for dine tips, de er brugbare på sigt, for når jeg når målet, så skal jeg passe på, måske forkøber jeg mig ;-)

    • Aargang73 says:

      Det lyder da som en meget fornuftig måde at gøre det på, Karin! Det kan da ikke nytte noget, at købe en masse tøj til tøjskabet, hvis du alligevel ikke kan bruge det lige om lidt. Lyder som et spændende projekt du har gang i med det vægttab – held og lykke med det!

Skriv et svar