Julen gik over al forventning, og det med at bo 12 personer under samme tag i 7 dage, var ingen sag! Det er selvfølgelig stor forskel på hvilke 12 personer som skal bo så tæt sammen, men lige denne flok var alle sammen gode til at hjælpe til både med indkøb, madlavning og oprydning og det gør hele forskellen. Udover at det praktiske fungerede var det simpelthen så dejligt at være sammen med familien. Selv om vores børn efterhånden er store, kan de ikke få nok af deres kusiner og fætre fra Sverige. De var sammen 24/7 i de dage de var her og sorgen var stor, da de tog hjem igen. Vi har dog skyndet os at booke en rejse for to af drengene her til Vinterferien så at de kan komme op og besøge familien igen. Altid dejligt at have noget at se frem til.
Lige før jul mistede jeg meget pludselig og uventet en nære kollega. En kollega som jeg ikke kun har delt kontor med de sidste 6 år, men også problemer, glæder og oplevelser. Hun var god til at lytte og var oprigtig engageret i mig, min familie og mit liv. Jeg fik også lov at tage del af hendes liv og føler at jeg kender både hendes børn, børnebørn og venner selvom jeg aldrig har mødt mange af dem. At jeg frem over ikke skal dele småt og stort med hende, giver et stort tomrum. Jeg har aldrig rigtig spekuleret over hvor meget hun egentlig er kommet til at betyde for mig i løbet af disse år og hendes pludselige død og den sorg jeg oplevede, kom lidt som et chok. Hendes kontor bliver stille og rolig ryddet og vi er ved at gøre klar til at tage imod en ny kollega som skal tage over. Livet går videre…
Januar måned er en af mine favoritmåneder! Det hænger nok meget sammen med at jeg ikke er så glad for december og da julen og alt race op til er over, føler jeg altid i januar en kæmpelettelse. Jeg kan godt lide følelsen af at vi tager hul på et nyt, frisk år og at kalenderen ikke er booket op. Julenisser og andet pynt ryger op på loftet allerede mellem jul og nytår og jeg kan ikke vente med at få friske blomster og blomsterløg ind i min stue. Jeg har en kæmpelyst at spise sundt, og fråser i grøntsager, rodfrugter og frugt. Svinekød og grøntsager på glas, gider jeg overhoved ikke at se på!
Denne januar har ikke været anderledes og jeg nyder at spise sundt, motionere, have tid til strikketøj og syning, læsning og mig selv. I går nød jeg det enormt flotte vejr og gik en lang tur i sneen. Jeg havde ingen tid at passe og gik indtil sulten tvang mig hjem igen. Det med at gå alene i naturen, er ren terapi for mig – jeg elsker det! Jeg var nødt til at stoppe op mange gange langs vejen for at fiske mobilen op af lommen og tage billeder. Det var så enormt smukt!
Her til formiddag har der været meget overskyet, men jeg synes jeg kan fornemme, det klarner op i horisonten. Hvis det gør, tror jeg nok at jeg tager en tur mere! Man skal nyde disse dage, når de er her…
Skikke en smuk tur du har gået. Kan godt forstå, at den er ren terapi oven på december og julens trængsler og tabet af din kollega. Godt at du finder styrke i at værdsætte det gode.
Tak for din kommentar, Bella! Jeg kender ikke noget bedre terapi en sådan en lang tur helt alene… Nu ser det jo heldigvis ud til, sneen bliver liggende og solen kommer tilbage, så forhåbentlig bliver der flere muligheder for sådan en tur.