Fucked up…

vandDet var måske ikke den pæneste overskrift til et indlæg, men det er fuldstændig sådan jeg føler mig. Og det er måske her et tegn på at den fede 40-års-krise ikke altid er så fed… Selv om jeg på de fleste måder er så tilfreds med mit liv som nogen kan være, så er der nogen spøgelser der ikke vil give slip. Disse spøgelser giver noget støj i mit ellers så perfekte liv. Jeg er gift med den (helt) rigtige mand, har tre dejlige, dejlige drenge – sunde og raske alle fem, jeg bor i det hus som vi selv har renoveret til at blive lige vores drømmehus. Jeg arbejder deltid og jeg har derfor en masse tid til familien, mig selv og til det jeg har lyst til.

Men jeg føler, jeg sidder fast. Ikke i mit privatliv, men i mit arbejdsliv. Jeg har været det samme sted i snart 7 år og mit problem er, at jeg er så glad for mange ting. Jeg elsker mine kollegaer og er så glad for det sociale samvær vi har – glæder mig til at se dem hver dag. Min stilling er efter hånden blevet lige som jeg ønsker (indenfor de rammer der er) og jeg sidder med mange af de opgaver jeg selv ønsket. Fremfor alt, har jeg en enorm fleksibilitet og frihed. Jeg har mine 20 timer om ugen som jeg må flytte rundt med som det passer mig og jeg har også mulighed for at arbejde hjemme. Denne frihed, og disse kollegaer, har jeg så svært at skulle undvære! Men jeg keder mig… Jeg er enormt træt af at sidde på en stol foran en computer fra morgen til aften, samtlige arbejdstimer. Jeg er træt af dage der minder om hinanden. Og jeg er mega træt af mig selv, da jeg ikke gør noget ved det…

Det er ikke løgn, at jeg i flere år har overvejet at gøre noget andet. Det jeg absolut helst vil, er at blive selvstændig, men jeg kan bare ikke komme på den geniale idé der skal til. Hvis bare jeg fandt den, er jeg ikke i tvivl om at jeg har den energi og den tid der skal til! Jeg bobler af energi for at komme i gang – komme videre med mit liv – men bliver her i min boble, da jeg ikke ved hvad jeg skal. Alternativt skal jeg søge noget andet, men det er bare så svært, da jeg ved, hvad jeg har, der hvor jeg er.

Luksusproblem? Ja, sandsynligvis… Men sandheden er, at jeg er ved at gå i stykker indeni på grund af alt dette. Jeg bruger oceaner af tid og energi på at tænke over det, og mest af alt ville jeg bare ønske, at jeg kunne få ro i sindet. Nyde det jeg har. Fokusere på de gode ting. Men jeg kan bare ikke, er fyldt med en uro, jeg ikke kan komme af med. Jeg ved med sikkerhed, at jeg på et tidspunkt bliver nødt til at tage et skridt i en eller anden retning – men i hvilken?! Det er enormt frustrerende at gå i så lang tid med et problem, uden at få noget gjort ved det! Derfor den ikke så pæne overskrift – da det er lige sådan jeg føler mig…

16 comments

  1. Birgitte B says:

    Jeg synes ikke det er et luksusproblem, at have det sådan. Du har udefra set de optimale rammer, men det betyder ikke en skid, hvis det ikke er det arbejdsliv du ønsker. Har du overvejet at tage et ‘halvt’ spring og arbejde hos en selvstændig (jeg går ud fra at der hvor du er nu, er en større ting)… Komme et sted hen, hvor det måske kun er dig og ejeren? Håber under alle omstændigheder du finder ro. Husk – vi har kun dette ene liv (hvad jeg ved af) 😉 kh. Birgitte

    • Aargang73 says:

      Kære Birgitte, tak for dit svar. Nej, personligt føler jeg ikke at det er et luksusproblem, men for mange kan det nok virke sådan; ‘at have et job man er så glad for, at man ikke kan tage sig sammen og skifte’. Det med at blive selvstændig bunder nok mest i at lave noget for min egen skyld, bygge noget op, der betyder noget for mig. At lykkes med noget. Jeg har tænkt på at tage et ‘halvt’ spring på den måde at tage nogle få timer et andet sted bare for at prøve noget andet. Hvad som helst. Noget der kan kompletteres med de 20 timer jeg har i dag. I går fik jeg faktisk søgt job en enkelt dag om ugen som postbud, bare for at gøre et eller andet. Hvem sagde 40-års-krise? 😉 Det er lige nøjagtig det faktum at vi kun har dette ene liv, der stresser mig så koloenormt. Dette ene liv passerer, og jeg sidder bare og venter…

  2. Bella says:

    Søde! Sikke en redelighed. Bare følelsen af at sidde fast og ikke være tilfreds med tilværelsen, når man samtidig godt kan se, hvor godt og privilegeret man har det, er enorm frustrerende. Den følelse kender jeg godt. Den bedste måde at komme videre på er ved selv at tage handling, så du oplever, at du er i kontrol med situationen. For år tilbage havde jeg et rigtig godt lederjob, som jeg var rigtig god til, men ikke brød mig om. Men fordi jeg var så god til det, følte jeg også, at jeg var forpligtet til at påtage mig jobbet, selv om at jeg var led og ked af jobbet. Med jobbet fulgte (heldigvis) også en lederuddannelse der inkluderede, at vi skulle lære at coache, og som del af det blev vi også selv coachet. Det var en kæmpe øjenåbner for mig. Her erkendte jeg, at jeg var havnet på den forkerte jobhylde, selvom at jeg var god til jobbet. Jeg ville hellere tilbage til forskningen og de studerende. Det er der jeg er nu 🙂 Coachen bestemmer ikke noget for dig. Men via dialog faciliterer han/hun processen der giver dig selvforståelse og selverkendelse og grundlag for handling. Det var enormt grænseoverskridende for mig, men sundt. Du vil kunne mærke det rigtige svar for dig i maven. Det kunne jeg. Mit bedste råd er, at du tager en snak med en coach, som kan give dig det skub, som du har brug for uanset hvilken retning det måtte være i. Held og lykke!
    Kh. Bella

    • Aargang73 says:

      Kære Bella, tak for dit svar og for din historie!! Jeg tror egentlig at vi er mange der ude der sejler rundt i den forkerte båd, men jeg tror også, at der er mange der bare accepterer at det er sådan, det er. Det gider jeg bare ikke. Jeg har faktisk været ved en coach og gæt hvad hun (jeg) kom frem til? At jeg var nødt til at tage et skridt videre nu. Jeg ved bare ikke hvorfor det er SÅ svært for mig. Lider ikke normalt af så meget beslutningsangst, men det gør det heller ikke nemmere, at jeg har det godt. Ironisk nok. Ønsker nogen gange at jeg ikke havde det så godt, det havde gjort det nemmere for mig at komme videre. For videre skal jeg! Uden at vide det, har jeg på fornemmelsen at vi er det samme sted, du og jeg 😉 En stor og på mange måder rigtig god arbejdsplads, men en arbejdsplads og opgaver der af god grund er forbundet med meget administrativt arbejde og tid foran computeren… Flot du er kommet videre, at du tog skridtet! Den følelse du har nu, er den jeg søger: jeg tog skridtet!

      • Bella says:

        Nu er jeg stor fan af lister! 🙂 Jeg skriver lister i alle mulige sammenhænge for at få overblik. Derfor: ville det hjælpe dig, hvis du begynder at brainstorme på en liste, hvor du skriver ting ned som du kan li’ at lave, steder du kan li’ at være, opgaver du kan’ li’ at løse, mennesker/typer af mennesker der inspirerer dig — sådan helt uden filter og skelen til om det er for fjollet eller åndssvagt. Måske der tegner sig et mønster? Og en anden ting du også kan overveje er, at give dig selv en deadline.

        • Aargang73 says:

          Jeg elsker også lister, Bella, og jeg har faktisk en hel bog fyldt op med forskellige lister. Lister over madplaner, pakkelister til diverse ture vi har været på eller skal på, what-to-to lister for haven og for hjemmet, læselister og min bucketlist 🙂 Jeg har faktisk også lavet en liste lige nøjagtig som den du beskriver 🙂 Jeg har været så mange tanker og ‘strategier’ igennem og faktisk var det svært for coachen at hjælpe mig. Hun konstaterede at jeg allerede havde svar på det meste hun udfordrede mig på, da jeg under en så lang periode har vendt vrangen ud af mig selv. Jeg kan dog se lidt af et mønstre og tror faktisk, at jeg vil fokusere på at arbejde videre med den liste. Tak for påmindelsen! Uh, den deadline… Den udfordrede coachen mig også på 🙂 Jeg har eventuelt mulighed for at få orlov der hvor jeg arbejder, og det ville være stor hjælp for at våge tage det skridt. Jeg sysler med en masse tanker, som du kan høre, og jeg håber så inderligt at jeg får noget gjort ved situationen.

  3. Ellen says:

    Har du overvejet (sikkert ja ;-))at gå op i tid og få udfordrende opgaver på dit arbejde, så du kommer ud af komfortzonen? Jeg synes ikke du har et luksusproblem, men du har måske god tid til at lede efter meningen med livet… Og den kan være svær at finde… Er der ikke nogle opgaver du kan påtage dig som kan udvikle og bringe dig lidt ind i det røde felt? Evt bruge noget tid på videre uddannelse. Eller cache andre i at lave lister og analyser, som du lyder til at være dygtig til? Jeg er sikker på der er et marked for det , og start med en virksomhedsplan, du kan jo arbejde 20 timer og så starte op selv deltid i en periode?

    • Aargang73 says:

      Kære Ellen, tak for alle dine tanker og gode idéer og jo, jeg har overvejet alt det du nævner (udover det at starte eget indenfor ‘lister og analyser’ – den skal jeg lige tygge lidt på 🙂 ) Jeg er blevet tilbudt flere timer i mit nuværende arbejde, og jeg har da også overvejet det, men føler at jeg på den måde låser mig selv på mange måder. De 20 timer jeg har nu giver nemlig også den mulighed for at bruge de resterende timer til at starte noget op – en gylden mulighed – hvis bare jeg vidste hvad jeg skulle lave!!

  4. Lilly says:

    Åh søde – det var noget af en udmelding/titel! Men hør nu: det giver jo virkelig udtryk for, hvor gravalvorlig situationen rent faktisk er for dig. Det er jo i bund og grund et basalt spørgsmål om DIT velbefindende – det er ikke et ‘luksusproblem’ i min bog. Du skal tage det alvorligt, og det ved jeg også, at du gør – ellers ville du ikke have skrevet indlægget eller gjort dig så mange tanker og forsøg allerede (jeg har læst dine svar fx omkring coaching). Jeg har ikke noget guld-råd andet end: chancer er ikke noget man får, det er noget man tager. Og man er altså sin egen lykkes smed (til en vis grad; der vil naturligvis altid være nogle omstændigheder etc.). I bund og grund har man vel egentlig en stor del af ansvaret for sin egen lykke; sit eget velbefindende…men det er sgu svært ‘bare lige’ at bryde ud af det velkendte; lægge sin comfort zone bag sig… Men jeg tror, at du er godt på vej. Du står ved kanten, du er næsten ved at have taget skridtet…du skal bare “lige” have modet til at tage springet! Ud i uvisheden – kaos for en stund måske – men bagefter vil det forhåbentlig føles helt rigtigt.

    Du har SÅ meget; så mange stærke side og fantastiske kompetencer – både fagligt og socialt og menneskeligt – en selvstændig form for hverv kan jeg sagtens se dig trives og blomstre som selvstændig. Men ja, det er bare lige med at få idéEN! Uanset hvad så ønsker jeg dig det allerbedste – og uanset hvor du ender henne, så håber og tror jeg, at vi vil holde kontakten <3 KH Lilly

    • Aargang73 says:

      Lilly, tak for dine opmuntrende og pæne ord om mine stærke sider! Og tak for at du minder mig om, at man trods alt er sin egen lykkes smed – har brug for flere spark bagi. Det svære i det her, er jo også at jeg på rigtigt mange måder har det så godt, der hvor jeg er. Jeg mangler ‘bare’ følelsen af at jeg bruger min tid og mit liv fornuftig og på noget, der passer til mig. Føler rigtig meget at jeg tramper vand, og kigger misunderligt på alle andre, der tager springet. I august 2014 skrev jeg for første gang om disse tanker i min dagbog og da jeg stadig går rundt med samme tvivl, er det nok snart på tid jeg tager dem alvorlig. Måske bliver det noget lort, men så har jeg i det mindste prøvet… Uanset hvad som sker, vil vi altid holde kontakten. Jeg kan simpelthen ikke undvære dig og vores hyggelige snak <3 Knus

  5. Lilly says:

    Jeg sidder og tænker lidt på det der med ‘accept’, som vi to så tit har drøftet i de seneste måneder. Et helt andet alternativ ville jo være, at du accepterer din situation og dit arbejdsliv, som det er nu. Måske. MEN det faktum, at du har døjet med det i så mange år nu – at der er tale om noget så essentielt som at det, du er i nu, ikke giver mening FOR DIG – det er et vigtigt signal, som jeg ikke tror, du skal overhøre… Der er et eller andet dybt inde i dig, som råber op nu, og det er der en grund til. Vi skal lytte til os selv; vores mavefornemmelse. Og du behøver jo ikke acceptere den nuværende problematik i dit liv, for der ER NOGET DU KAN ÆNDRE. Måske skal du i stedet prøve at acceptere, at det er vigtigt, at du GØR NOGET NYT – noget andet – bryder fri af din nuværende situation. Ja, du har noget at miste, for du ved hvad du har – ikke hvad du får. Men sådan er livet – man må satse og gamble lidt engang i mellem, ellers sker der ikke noget nyt – noget nyt der jo netop kunne være med til at give mening i dit liv. Der hvor du er nu.

    Du har jo heldigvis nogle fantastiske hvis ikke optimale omstændigheder til at afprøve noget nyt – deltidsarbejde og masser af tid til at undersøge, afdække, etc. Håber virkelig det allerbedste for dig – vi har kun et liv; det er vigtigt, at vi trives og omgiver os med ting og mennesker og aktiviter, der giver mening for os <3 KH Lilly

    • Aargang73 says:

      Lilly, Hvor er du bare sød, du ligefrem sidder og tænker over min situation <3 Det kommer dog ikke bag på mig, jeg kender dig jo... Du har helt ret, jeg er virkelig nødt til at gøre noget ved situationen men som tiden den går, bliver jeg mere og mere overbevist om, at det jeg vil, er at starte eget. Af alle de jobannoncer jeg har kigget på i løbet af de sidste to år, er der ikke EN der tænder mig. Af god grund er jo lidt den samme slags job som jeg allerede har, jeg kigger efter - det er jo det jeg 'kan'. Og så bliver jeg igen bevidst om, hvor godt jeg har det på rigtig mange måder. Og du har også så ret i, at jeg har de optimale betingelser for at stille og rolig starte noget op. Økonomien er der heller ikke til at sige op og kaste sig ud i noget, kan ikke undvære den indkomst jeg har. Det 'ene liv' stresser mig, ønsker jeg havde lige så mange som katten, da der er så meget jeg gerne vil...

Skriv et svar