Førsteklasse kundeservice

pakke På søndag bliver “lillebror” 13 – og DET skal fejres! Festen for klassen blev afholdt sidste weekend, festen for familien skal afholdes denne weekend, menuen er planlagt efter fødselarens eget ønske (hjemmelavet pizza og hjemmelavet citronis), godt vejr er bestilt og gaverne er det styr på – næsten… Jeg fandt – utrolig nok – alt det jeg skulle have i en og samme netbutik. I Bilkas netbutik. Nemt og hurtig shoppede jeg igennem og blev lovet levering allerede den kommende dag, som var i går. Det gik som smurt og i går modtog jeg også besked fra Post Danmark om at de ville komme forbi med en pakke til mig i løbet af dagen. Dagen gik og der kom ingen pakke. Gik ind på Post Danmarks hjemmeside for at spore pakken og fik at vide at den var sendt retur til Bilka med begrundelsen “adressen er forkert”. What?!

Min første tanke var selvfølgelig at jeg i al hast var kommet til at skrive forkert adresse ved bestillingen men da jeg kontrollerede oplysningerne, var de gode nok. Jeg har fået meget af dagen i dag at gå med at sidde i telefonkø og snakke i telefon med support. I første omgang support på Post Danmark som konstaterede at det var deres fejl, noget de beklagede meget, men pakken var nu desværre sendt retur til afsenderen i Århus. Meget flink dame, det var jo ikke hende der været forbi mit hus og kørt videre med pakken, men jeg var alligevel ret træt af at det nok bliver en 13-års-fødselsdag uden pakker.

Til sagen hører også at eftersom størstedelen af familien bor i Sverige har jeg også købt gaver fra alle dem. Disse gaver ligger i samme pakke – sendt retur til Århus. Jeg har også talt med Charlotte som arbejder i Bilkas support og det er egentlig hende der er grunden til at jeg skriver dette indlæg. Kender I ikke det når en lille hændelse kan komme til at fylde rigtig meget resten af dagen? Når et lille gestus kan få ens humør til at skifte til det bedre i en håndvending. Sådan havde jeg i dag efter samtalen med Charlotte.

Hun virkede oprigtig ked af at gaverne nu ikke skulle komme til tiden. (Måske har hun selv børn) Hun kom med mange løsningsforslag, hun tilbød sig endda at tage pakken med hjem til sig selv, så kunne vi hente den der i løbet af weekenden. Desværre kan vi ikke nå at køre turen der ned så vi besluttede at satse på bedre service fra Post Danmark næste gang og pakken blev endnu en gang sendt af sted med forventet levering mandag. En dag for sent… Det gik ikke ret lang tid efter samtalen, så modtog jeg en mms fra samme Charlotte. ‘God fødselsdag og weekend, håber det lykkes’ lød beskeden og vedhæftet var ovenstående billede. Hun har da virkelig gjort alt hun ku’, for at alle der deltager i leveringen fra deres lager til vores dør, ikke kan være i tvivl om, at det haster lidt.

Jeg blev bare så glad. Ikke fordi at jeg nu føler mig sikker på at gaverne kommer til tiden, men for hendes måde at håndtere situationen på, at hun lige gad at gøre det der ‘lille ekstra’. For mig kom det til at gøre en stor forskel, midt i al frustration og irritation. Tak, Charlotte! :-)

8 comments

    • Aargang73 says:

      Kære Birgitte, vi havde en dejlig fødselsdag med familie, pizza, solskin OG gaver. De kom til tiden og vi fik sendt en hilsen til Charlotte fra Bilka med et billede af den glade teenager med pakken i hånden :-)

  1. Bella says:

    Tillykke med din søn, og tak for at gode mennesker findes :-)
    Jeg skriver også, fordi jeg vil høre om du har ændret noget i din blogopsætning, for dine seneste 2 blogindlæg viste sig ikke automatisk på min blog, selv om at jeg følger dig. Det er da mærkeligt. Desuden vil jeg jo ikke gå glip af noget :-)
    Knus, Bella

    • Aargang73 says:

      Kære Bella, tak for din hilsen! :-)
      Nej, jeg har ikke ændret noget i mine indstillinger. Når jeg går ind på Bloglovin ligger begge indlæg der – det sidste dog uden billede af en eller anden grund… Bloglovin er ellers en god måde at få alle de sidste indlæg med et og samme sted :-) Håber du finder ud af det.

      • Bella says:

        Jeg mener ikke hos bloglovin, men på min egen blog, hvor jeg har din blog liggende under overskriften “inspirerende blogs”, og det er der, at din blog ikke længere optræder automatisk. Det er da mærkeligt.
        Kh. Bella

        • Aargang73 says:

          Jeg tænkte også først at det var det, du mente. Men jeg kan slet ikke finde den side på din blog som du nævner (?) og det var derfor jeg troede, at det var på Bloglovin. Det bliver da mere og mere underligt det her… Jeg kan kun finde tre menupunkte på din side: Om Bella og bloggen, Blogforside og Kontakt. Hmm…

          • Bella says:

            Hej. Nu popper du op hos mig igen. Det er jeg glad for :-). Så kan jeg bedre følge med hos dig.
            Det er ikke en selvstændig side, men i højre margen viser jeg hvilke blogge jeg også læser med hos :-)
            God weekend, Bella

          • Aargang73 says:

            Det var godt! Jeg har også fundet den nu. Jeg bruger ofte min telefon til at læse blogs og der kommer listen ikke frem. Men på computeren gør den :-) God weekend også til dig!

Skriv et svar