…til det som lige er på vej til at ske. Ikke kun én, men to af mine drenge flyver fra reden. Den ene flytter til Tyskland for et års tid fra og med i morgen, og den anden flytter til Odense på ubestemt tid for at studere. Ikke spor sjovt, kan jeg afsløre.

Som forælder ved man jo godt, at dagen kommer og jeg tænker, at man forsøger forberede sig mentalt på dagen så godt man kan. Man ved godt, at det der sker er positivt og at det på mange måder også er en glædens dag, men shit, hvor gør det også ondt. Og hold da helt fast, jeg kommer til at savne dem.

For 2 år siden skrev jeg dette indlæg og i går faldt jeg over det igen og læste det. Hvor blev de 2 år lige af? Tiden siden har været ikke mindre end fantastisk sammen med ungerne, da de nu har en alder hvor man faktisk kan tale sammen og forstå hinanden på en helt anden måde. Vi har haft lange, dybe samtaler om livet og om hvad der er vigtig og hvad der er mindre vigtig. Vi har talt om uddannelse og karriere, kærlighed, prioriteringer, økonomi, værdier og livsstil og jeg føler helt ærligt, at de begge to er godt klædt på til at tage næste skridt i livet. Og jeg glæder mig SÅ meget for deres skyld.

Heldigvis bliver lillebror lidt endnu! Sidste efterår talte vi om at han evt. skulle have været på efterskole dette år, men han havde selv ikke lyst. Og holy moly, hvor er jeg glad for det. Jeg tror, at vi har en lillebror der vil blive godt og grundigt forkælet de kommende år!

Jeg tænker, at måden jeg selv kommer igennem denne sorg på (ja, det er faktisk lidt af en sorg) er at fokusere på det positive i den nye situation. Når en familie pludselig består af 3 i stedet for 5, vil der selvfølgelig blive mere luft både i økonomi og kalender. Min umiddelbare tanke er at dette lille overskud fremfor alt skal gå til oplevelser og små rejser. Til det, som giver indhold og mening i livet – og gerne sammen med alle mine drenge. Og uanset om jeg føler mig klar til det eller ej, skal jeg nu tage hul på en ny periode i mit liv…