I dag er det en måned, minus en dag til juleaften. Jeg har haft en fridag som jeg har brugt til at blive lidt mere klar til julen… Jeg har blandt andet haft gang i symaskinen og én af de hjemmelavede julegaver er færdig. Så kan jeg strege én af punkterne over på min evigt lange what-to-do-liste. Hvad det er jeg har lavet, kan jeg ikke afsløre endnu, da jeg ikke helt ved hvem der læser med.
Kransen til hoveddøren er også blevet færdig. Jeg har købt noget grønt i Plantorama, selv om det jo egentlig er meget sjovere (og mere charmerende) at gå på jagt i naturen efter den slags. Men jeg havde besluttet mig for at jeg ville have den tynde slags pyntegran, og dem tror jeg ikke man finder i skovene heromkring. Kogler og tørret hortensiablomst er dog mine egne fund fra skov og have. Jeg kan se, vi ikke har fået et søm i døren siden vi fik en ny af slagsen, så nu håber jeg, at jeg kan overbevise min mand om at sætte et lille søm i den, når han kommer hjem.
Den første weekend i december har vi booket et sommerhus igen – denne gang sammen med alle drengene plus en enkelt kæreste. Det bliver så hyggeligt og jeg glæder mig til at vi sådan virkelig skal være sammen. På samme måde som sidste år, køber jeg stort ind til det store julebag og så hjælpes vi alle sammen med at bage pebernødder, småkager og lave konfekt. Det meste når at blive spist før selve julen, men pyt – julen starter den første december, ifølge de unge i huset.
Næste ting på listen må dog blive at gøre klar til første advent, som jo venter lige om hjørnet…