Det du ønsker, skal du få…

Jeg er gået i gang med at lave et vision board. Måske har du hørt om det, og måske har du også allerede lavet et til dig selv. Jeg går i gang med mit nu, og jeg synes, det er en virkelig spændende proces!

Et vision board bygger på teorien om fokusloven (law of attraction) – det vil sige, det du fokuserer på, vokser. Helt basalt; positive tanker tiltrækker positiv energi. Negative tanker tiltrækker negativ energi. Men tankerne tiltrækker ikke kun energi i den ene eller anden form…

Du kender det nok godt; Hvis man f.eks. beslutter sig for at købe en ny bil – og den skal være rød – så ser man pludselig røde biler over alt! Det klassiske eksemplet er alle babyer og store maver, der viser sig når man har taget beslutningen om at blive gravid. Eller hvis man arbejder på at blive det.

Siden jeg kom i tanke om at jeg ville lave et vision board, hører og læser jeg pludselig om det overalt. Det er selvfølgelig ikke fordi at der pludselig bliver skrevet mere om det end normalt, men fordi jeg spotter det lige så snart det bliver nævnt i medierne.

Et vision board bygger på dine drømme og mål, og på tanken om, at ingenting er umuligt. Fantastisk tanke, ikke? Uanset om du drømmer om at tabe dig 15 kg, om at rejse jorden rundt eller om at der skal stå en rød Ferrari i indkørslen, så kan dine drømme blive virkelighed. Og det første du skal lave for at opnå dine mål, er et vision board med billeder som illustrerer det du drømmer om.

Jeg har købt en ordenlig stak ugeblade i genbrugsbutikken (til 2 kroner styk – sikke et kup) og startet jagten på billeder som skal illustrere min absolutte drømme fremtid. Jeg har også googlet mig frem til en del billeder, da det ikke er helt nemt at finde billeder der rammer plet. Hvis man f.eks. brændende ønsker sig den røde Ferrari, så er det altså et billede af den røde Ferrari der skal på dit vision board, og ikke et billede af en blå Volvo.

Jeg drømmer hverken om en rød Ferrari eller om et stort vægttab, men der er noget med tid til familie og venner, noget med lange rejser og aktiv ferie, balance, frihed og sundhed. Men mest af alt, drømmer jeg nok om at på et eller andet tidspunkt skabe mig et arbejde, som jeg kan tage med hvor som helst i verden. Digital nomade, hedder det vist i dag og jeg vil forsøge at finde billeder som illustrer det.

Jeg har fundet mig et stort ark papir og en limstift og ser frem til at begynde rejsen ind i fremtiden. Der skal klippes og limes og drømmes. Når vision board’et er færdigt skal det hænges op et sted hvor jeg ser det hver dag og hvor det minder mig om det, jeg drømmer om. Hver dag skal vision board’et minde mig om hvad det er jeg virkelig ønsker og sørge for at jeg laver valg i løbet af dagen, som guider mig i den rigtige retning.

Nu er jeg jo helt og aldeles nybegynder i dette, men jeg håber, det er lykkes mig at forklare selve idéen omkring et vision board. Hvis du synes det lyder spændende, og gerne vil dykke lidt dybere ned i det, fandt jeg en udførlig (engelsk) guide hos Selfmade Ladies. Den hjalp mig godt i gang.

Hvis du har prøvet at lave et vision board, kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre mere om det!

2 comments

  1. Karin says:

    Vi har allerede skrevet lidt sammen på IG, om det skønne ved vision board, og samtidig om hvor vigtigt det er at have tiden til at lave det helt rigtige.
    Når du køber de “gamle” ugeblade i genbrug, så er der vel ikke klippet i dem allerede?
    Jeg tænkte på at få samlet lidt ind af de gratis mdr. blade, så som Lime, Kulør etc. Der er der mange skønne tekster, billeder etc. der kan beskrive en drøm, ønske, mål.
    God fornøjelse med dit vision board.

    • Aargang73 says:

      Ah mæh, altså! 4 måneder senere… Undskyld! Spørg mig ikke, hvor jeg blev af, jeg ved det ikke selv. De blade jeg har købt i genbrug er ikke klippet i. De kan godt være et par år gamle, men det er jo fuldstændig ligegyldigt i denne sammenhæng eftersom det kun er billederne man skal bruge. De gratis blade er også en god idé, men også google, da det kan være svært at finde billeder der rammer helt plet. Håber du er kommet videre med dit visionboard siden sidst 🙂

Skriv et svar