Der er små tegn på stress…

Tegn på stress

Jeg fik det lige nævnt i mit indlæg i fredags og det var faktisk først i sidste uge, jeg begyndte at lægge mærke til dem; de små tegn på, at det hele kører lidt for stærkt på arbejdet lige for tiden. Når jeg tænker over det, har de været der i noget tid, men jeg har bare ikke lagt et og et sammen.

Den første oktober gik jeg op fra 20 timer om ugen til 25 timer og i forbindelse med dette, fik jeg flere opgaver. Jeg var godt klar over, at opgaverne ville komme til at fylde mere end de ekstra fem timer jeg fik til rådighed, men det var mit eget ønske. På det tidspunkt følte jeg mig understimuleret og kedede mig på arbejdet så jeg ville gerne have meget mere at lave. Ønskede at have mange bolde i luften – og det fik jeg!

Jeg gav ikke slip på nogen af mine tidligere opgaver og sammen med de nye, følte jeg virkelig at jeg fået den bedste stilling i hele afdelingen. Og det føler jeg også i dag. Mit job består efter hånden kun af opgaver, som jeg selv har været med til at håndplukke og mine dage er meget varierende.

Både min chef og et flertal kollegaer har sat spørgsmålstegn til, om jeg nu ikke tog for stor en mundfuld. Måske, var mit svar den gang, men jeg ville lige give det en chance. Måske, lyder mit svar også i dag.

Nogle af opgaverne fylder rigtig meget i perioder. Hvilke perioder, er eller hvor langt de strækker sig, har jeg ikke helt fundet ud af endnu. Men jeg ved, at lige nu er der flere af dem der kolliderer.

Når jeg er stresset så er det som om min hjerne overhoved ikke fungerer, den koger ligesom over. Jeg kan sidde og kigge på skærmen og ikke ane, hvad jeg skal, eller jeg kan læse en mail om og om igen uden at forstå hvad der står. Det værste er, når jeg taler med nogen og faktisk ikke forstår, hvad der bliver sagt. Det er som om det er helt tomt (eller overfyldt) i hovedet og det er enormt ubehageligt.

Jeg glemmer og jeg dummer mig. Skulle i sidste uge ringe til en anden afdeling for at få afsluttet en sag der kørt frem og tilbage via mail. Jeg fandt mailen frem for at kunne finde telefonnummeret i min kollegas e-mail-signatur. Jeg ringede men kom til en telefonsvarer som fortalte mig at man ikke kunne komme igennem til nummeret lige nu. Jeg skrev nummeret ned på en seddel og kiggede en gang mere på mailen, for at notere hendes navn på sedlen. Det er først på det tidspunkt jeg opdager, det er min egen signatur jeg hentet information fra, det er mig selv jeg sidder og ringer til og mit eget nummer jeg har noteret. Man kan måske smile lidt af det, men når sådanne ting sker gang på gang, så bliver man træt af sig selv. Specielt når man er presset på tid.

For at sammenfatte mit problem her og nu, vælter der ind med opgaver som jeg er mere langsom til at løse, end jeg plejer. Derfor vokser bunken med opgaver for hver dag, hvilket bidrager til endnu mere pres og endnu mere overkog i hjernen. Kan I fornemme den onde cirkel?

Jeg har talt med min chef omkring det og der er fuld forståelse og opbakning. Jeg blev spurgt om jeg enten ville gå op i tid eller slippe for nogen opgaver, men jeg ønsker ingen af delene. Måske er jeg nødt til at dele med mig af opgaverne på et tidspunkt, men jeg er ikke kommet dertil endnu. Jeg vil lige finde ud af, om jeg på en eller anden måde kan planlægge mig ud af disse perioder med spidsbelastning.

Jeg har efter eget ønske fået lov at arbejde hjemme hele ugen og kan fordele timerne som jeg har lyst. Eftersom jeg har svært at koncentrere mig lange stunder ad gangen, tænker jeg at det kan være en god måde at dele timerne op i flere etaper. Jeg har mulighed for at gå en tur, lave min yoga eller strikke lidt i pauserne. Jeg vil prøve på at slukke mail og telefon i perioder for at ikke blive forstyrret og miste tråden. Jeg håber, at dette vil hjælpe mig at komme til overfladen igen.

Hvis du har prøvet noget lignende og har nogen gode råd at dele med af, er jeg sikker på at både jeg selv og andre kan få glæde af din kommentar ❤. Vi er jo desværre mange der har lidt for meget…

27 comments

  1. Maude // skøreliv.dk says:

    Åh ja, jeg har været der med tre måneders sygemelding. Ikke særlig sjovt; man er bogstaveligt talt grillet. Symptomerne er jo lige så individuelle som vores udseende, men det som jeg er mest skræmt over bagefter, er hvordan alle symptomerne kom snigende uden at jeg satte spørgsmålstegn ved det. Og det har jeg ladet mig fortælle er ret typisk. Min liste over symptomer og ting, der skete, er alen lang, men jeg vil sige, at det også er ret typisk det du har gang i lige nu, nemlig at nægte af stoppe op. Din chef giver dig faktisk alle muligheder, synes jeg det lyder som om, men du vælger at blive på toget, der kører afsted med dig. Tænk lige over det en gang; det lyder som om det er på tide at stå af….

    • Aargang73 says:

      Kære Maude, jeg ved ikke om I læser hinandens kommentarer, men det er virkelig skræmmende at se, hvor mange af jer der har prøvet der her! Jeg har godt vidst, det er et stort problem, men alligevel! Min chef bakker 100% op, heldigvis, så ansvaret ligger helt og holdet hos mig selv. Det kan godt være det ender med, at jeg bliver nødt til at stå af toget, men lige nu, prøver jeg lige at skifte gear i en periode og køre lidt mere stille og rolig. Denne uge sætter jeg mig ind i en ’stillezone’ hvor jeg delvis slukker for mobil i mail i perioder. Og tak for at du ville dele med af din egen historie ❤

  2. Anette says:

    Eneste råd, kør ikke dig selv ned, lyt til dig selv, og lyt til dem der kan se din reaktion når du ikke kan.
    Det helt fint at teste sig selv, men det ikke en sygemelding værd. Du siger selv det har stået på i en del tid.
    bedste ønsker her fra

    • Aargang73 says:

      Tak Anette ❤ Dit ‘eneste’ råd er et godt råd og meget vigtig. Hvis man går ned kan det ofte være svært at komme tilbage og det ønsker jeg ikke. Jeg ved ikke helt hvor længe det er stået på, men det er startet på et eller andet tidspunkt efter vi kom hjem fra rejsen. Det er ligesom kommet snigende. Kh Malin

  3. Bella says:

    Søde Malin, stop op læs dit eget indlæg! Du er nødt til at passe bedre på dig selv. Brug denne hjemmearbejdsuge på at vurdere, hvilke opgaver du vil give fra dig, for du har for meget på dit bord. Det er mit bedste råd. Det er på ingen måde en falliterklæring, at sige at man har påtaget sig for meget.
    Kærligst, Bella

    • Aargang73 says:

      Tak søde Bella ❤ Jeg passer på mig selv og det var en af grundene til at jeg skrev dette indlæg. Det var også derfor jeg talte med min chef og derfor jeg arbejder hjemmefra hele ugen. Du rammer helt sikkert noget med følelsen af at give op, men det er lige så meget det, at give slip på opgaver jeg er glad for. Har også haft perioder med for lidt at lave, og det er lige så forfærdeligt! Knus Malin

  4. Dorte says:

    Jeg er enig med de andre. Min hukommelse (og mit overskud) er aldrig kommet sig helt efter jeg fik en stressmelding, så lad for guds skyld være med at komme derud og smid nogle opgaver. Kram D

    • Aargang73 says:

      Tak for din kommentar og dit gode råd, Dorte ❤ Måske ender det også med, at jeg bliver nødt til at smide nogle opgaver og hvis det er det der skal til, så gør jeg det gerne. Men lige nu tror jeg stadig på, at dette lige er en periode der skal overståes. Jeg sidder med en større opgave og når den er afsluttet, skulle der gerne være lidt mere tid til resten. Men jeg skal nok være opmærksom og prøve på at lade være med at være naiv. Knus Malin

  5. S. says:

    Jeg kender det desværre alt for godt selv – jeg har selv været sygmeldt med stress i 1½ måned, og det tog også ihvertfald 3 måneder at få mig selv tilbage på næsten fuld tid igen. Jeg startede med fem timer om ugen, så syv, så tolv så tyve, der var jeg i lang tid, så 25 så 32 osv. Det tager så lang tid at komme tilbage.

    Når jeg læser det du skiver her bliver jeg virkelig bekymret på dine vegne – det er som du selv skiver din hjerne der koger. Jeg havde det på præcis samme måde. Jeg underviste bare, så jeg kunne ikke huske mine studerendes navne, fagtermer osv. Jeg synes jo det er fedt at have så mange varierede arbejdsopgaver som dig. Jeg ønsker ingen at komme helt derud hvor stressens klamme hånd tager over. Ligesom Dorte skriver – overvej lige det med antallet af opgaver en gang til. Jeg kan heller ikke så meget som før, og så er der frygten for at blive syg igen…

    I perioder hvor jeg har meget at se til og min krop fortæller mig det med hjertebanken og måske også lidt kortere lunte, arbejder jeg hjemme. Sætter uret, så jeg husker at holde pauser, går ture, dyrker yoga. Men mest af alt holder pauser. Det er dem der er vigtige.
    kh. S.

    • Aargang73 says:

      Kære S, Tusind tak for din lange kommentar og tak endnu en gang for dit fine indlæg på din egen blog ❤ Det er lige nøjagtig sådan jeg har det, som du beskriver. Jeg har oplevt at stå og tale med en af mine kollegaer og ikke huske hvad hendes opgaver egentlig er. Og jeg har været til møder, hvor jeg følt at jeg slet ikke været til stede og ikke har forstået hvad det blevet sagt, selv om det været en af mine hovedopgaver. Jeg er obs på det og selv om jeg ikke vælger at frasige mig nogen opgaver her og nu, tager jeg det alvorligt. Det med at sætte uret for at huske pauser er en rigtig god idé. Det vil jeg bruge specielt denne uge, hvor jeg arbejder hjemme. Knus Malin

  6. Birgitte B says:

    Kære Malin. Jeg har ingen gode råd. Jeg tror dog godt, at du selv ved, hvad der skal gøres. Men det er svært at overskue i situationen. Har du talt med din mand om det? Kan han og børnene give et nap ekstra med, så hjemmefronten ikke er fyldt med pligter?
    Jeg har først for nylig fundet fidusen med hjemmearbejde. Men så gav det også god koncentration.
    En anden ting du måske vil uddybe? Har du altid været på nedsat tid? Har du været stress-sygemeldt fra den arbejdsplads du har nu? Det har godt nok ingen relevans, men jeg er bare nysgerrig. Stort set alle fra min arbejdsplads, som har lidt af stress, har skiftet arbejdsplads efter noget tid tilbage…
    Kh. Birgitte

    • Aargang73 says:

      Kære Birgitte, tak for din søde kommentar! Det lyder som om du er en af få af alle dem der skriver her, der ikke har været med om noget lignende i en eller anden grad – dejligt! Jeg har altid arbejdet på nedsat tid, men det har været for at få familielivet til at hænge sammen. Nu er børnene store, men jeg har valgt at holde fast i min deltid, da jeg simpelthen nyder den tid jeg har til alt andet. Jeg har aldrig prøvet dette før, fik en mindre depression for knapt 3 år siden, som endte i en 2 måneders sygmeldning, og den bedste behandling fra min arbejdsplads. Min mand siger det samme som alle I andre, at jeg bliver nødt til at give slip på nogen opgaver. Hmm… føler virkelig det er en balancegang. Og jeg tror, det vil komme mere ro på når denne top er over… Derfor, er det svært at handle her og nu og overskue i situationen.

    • Aargang73 says:

      Kære Mette, jeg kan godt se det og jeg tager det alvorligt. Men jeg ved bare ikke hvor jeg skal starte med at tage fat. Jeg tror og håber dog stadig på, at jeg kan arbejde mig igennem denne hurdle og komme igennem hvor der er lidt mere ro på. Er bange for at jeg vil fortryde, hvis jeg giver slip på de opgaver jeg har fået – er så glad for dem allesammen. Og jeg tænker, det bliver nemmere når jeg har lært det.

  7. Nana says:

    Jeg kan ikke råde dig. Det med at råde andre tror jeg i det hele taget ikke så meget på. Men jeg kan fortælle at jeg i mange år lavede alt for meget, og pludselig fik jeg en kronisk sygdom (du har vist læst om Ménières syndrom ovre på min blog) som gør at jeg ikke under nogen omstændigheder kan lave ret meget. Jeg havde måske fået den under alle omstændigheder, men jeg ser den selv som min krops desperate reaktion på at jeg altid havde for travlt. Og hvis det virkelig hænger sådan sammen, er jeg ked af at jeg ikke skuede ned for tempoet inden jeg fik så alvorligt et vink med en vognstang. Og det skriver jeg altså ikke fordi jeg tror at du om et øjeblik bliver ramt af Ménière eller noget lignende. Men jeg tror at mange af os kan blive bedre til at lytte til det vores krop fortæller os :-).
    Kh Nana

    • Aargang73 says:

      Kære Nana, det er en forfærdelig tanke at det måske var på grund af travlhed, du fik en kronisk sygdom. Du havde måske fået den alligevel, som du skriver, men tanken er skræmmende og tankevækkende. Jeg er ikke i tvivl om, at stress kan sætte nogen spor på lang sigt, så det er helt sikkert noget man skal tage alvorligt. Vi reagerer nok meget forskellige, men jeg tror at det som mange skriver, at det med at tage pauser; trække stikket en gang imellem og lave ting man holder af, er gode råd som vi alle kan bruge. Stressede eller ej ❤ Kh Malin

  8. www.rikkes-planet.dk says:

    Åh kram til dig, jeg er endnu en der har været der, hvor jeg kun arbejdede i 3-4 timer i næsten et år.
    Lyt til kroppen, og få skåret noget ned hurtigst muligt. Sig nej til de ting og arrangementer man kun gør af pligt. Ved mig, var det nemlig ikke kun arbejdet der fyldte.
    Gåture, yoga, serier og afslapnings app er godt for mig.
    kh Rikke

    • Aargang73 says:

      Kære Rikke, jeg er ked af at høre, du også er en af alle dem, der har været der/her. Lige det du anbefaler med gåture, yoga og tv-serier fungerer også fint med mig. Kan også godt lide at læse for at få tankerne på noget helt andet og heldigvis kan jeg koncentrere mig om det – så helt gal er den ikke endnu. Tusind tak for din søde kommentar ❤

  9. Therese says:

    At du lytter til din krop, er det vigtigste. Folk håndterer stress på mange forskellige måder, og folks kroppe reagerer på mange forskellige måder.
    Kan du mærke at du er ved at være for travl, så tag affære – og det har du jo gjort :-)

    Jeg selv blev sygemeldt med stress fra mit gamle job tilbage i 2010 (tror jeg det var). Mit blodtryk var højt, jeg sov dårligt, var grådlabil, kunne ikke lave mit arbejde eller tænke en tanke til ende.
    Nu ved jeg hvordan kroppen reagerer, så da jeg for 2-3 uger siden fik for højt blodtryk, gearede jeg med det samme ned. Kroppen er heldigvis en god sladrehank.

    • Aargang73 says:

      Tak for din kommentar, Therese ❤ Jeg forsøger virkelig at lytte til min krop, og der er helt sikkert nogle signaler jeg bør tage alvorligt. Og det gør jeg. Mit største problem er virkelig at jeg ikke kan koncentrere mig og fokusere, noget som er enormt frustrerende når man i forvejen har travlt. At man oveni det laver fejl og glemmer, gør ikke situationen bedre. Det er virkelig slående at se, hvor mange af os der har været igennem det her og det er så dejligt, I gider at dele med af jeres egne erfaringer. Godt du er blevet klogere på dig selv og at du tager kroppens signaler på alvor! Og godt, du holder fast i det med hytteosten! ;)

  10. Ingrid says:

    Jeg har ikke noen råd å gi deg, men det er nok lurt å lytte til kroppen og den kjenner du best. Ønsker deg alt det beste. Stor klem fra meg til deg.

    • Aargang73 says:

      Kære Ingrid, tak for din kommentar og for det gode råd, at lytte til kroppen. Den er nu ret klog, den krop, og vi kunne spare os selv for meget, hvis bare vi lærte at høre efter, hvad den fortalte os. I tid. Stort klem tilbage ❤

  11. Anja says:

    Hvor er det skræmmende og tankevækkende at så mange har oplevet stresssygemeldinger! Jeg har ikke yderligere at tilføje ifht de andre kommentarer, som siger det meste. Jeg er helt enig med Dorte, som skriver længere oppe: Lad være med at komme helt derud! Mit eget overskud og min egen hukommelse er heller aldrig kommet igen efter mit stresssammenbrud.

    Samtidig efterlader dit indlæg og kommentarerne, store spørgsmål hos mig. Hvad pokker er det, som driver os derud? Er det ønsket om det perfekte? Er det opdragelsesbetinget? Forventninger fra os selv, fra samfundet? Angst? Eller hvordan?

    Spørgsmål jeg selv har funderet en del over, dog uden klare svar. Måske andre har et bud?

    • Aargang73 says:

      Kære Anja, tak for din søde kommentar. Min tanke har været fuldstændig den samme som din; hvad pokker er det, som driver så mange af os helt der ud?! Af alle dem der har kommenteret, lyder det til at de (I) er nået at gå hele vejen før I stoppede op og det virker til at være et meget typisk mønster. Jeg vil ikke derud og det har været til stor hjælp at læse alle jeres historier og gode råd – rigtig meget som en reminder til mig selv. Jeg fik for nogle år siden en lille depression, der er nogen andre følelser på spil, men fælles er den følelse af magtesløshed over sin egen krop og sind. Dialogen omkring dette er vigtig, derfor er jeg så glad for, at så mange har budt ind!❤

    • Anja says:

      Du har så evig ret. Dialogen er vigtig! Synes holdningen generelt har ændret sig lidt, men stress er stadig tabubelagt. Pudsigt egentlig, når nu det rent faktisk er én af de helt store folkesygdomme i DK

Skriv et svar