Apropos det jeg skrev i onsdags om at give blomster en anden chance… I dag var jeg inde på min tidligere kollegas kontor – hun er der jo ikke længere – men hendes ting og personlige ejendele står samlet i et hjørne ved siden af hendes skrivebord. Det er ikke så meget, men nogen billeder af børnebørnene, postkort fra kollegaer på ferie og andre små minder hun havde på sin opslagstavle. Tingene står der og venter på hendes søn, som på et tidspunkt nok kommer og henter det. Længst nede i hjørnet, halvt gemt bag en kasse, fik jeg øje på blomsten. En blomst som jeg har drillet hende for mange gange og foreslået, at hun måske skulle give en sjat vand. Den har aldrig været ret pæn, men den har da helt klart set bedre dage! Det er åbenbart en rigtig ‘fighter’, for selv om den har stået på gulvet siden midten af december uden hverken vand eller kaffesjatter (som den var vandt til) var der stadig liv i den lille stakkel. Jeg skulle bide mig i læben for at ikke begynde at græde, da jeg så den, da den føltes som en slags metafor for liv og død, på en eller anden måde, et tegn på at livet går videre…
Jeg tog den med hjem og gav den noget nyt jord og en krukke der passede lidt bedre til dens størrelse. Det bliver sådan helt symbolsk for mig, at holde liv i denne plante. Den er udover mine gode minder, på en eller anden måde det sidste jeg har tilbage af hende.
Jeg får helt en klump i halsen, for det er sådan en fin og rørende gestus, at holde liv i planten — smuk tanke med handling bag. God weekend!
Ja, den må jeg bare holde liv i! 🙂 Rigtig god weekend til dig også, Bella!