Æblehøst og opskrift på svensk æblekage

æblehøstVi har et gammelt æbletræ i haven. Det stod der den gang vi købte huset, og jeg aner faktisk ikke, hvilken slags æbler det er. Jeg har forsøgt at finde ud af det, men buddene er mange. Gode er de i hvert fald, og i år får vi mange, flotte æbler. Og i år vil jeg gøre en indsats for at få dem brugt – allesammen.

Normalt plejer der at være orm i mange af æblerne men i år ser det ud til, vi slipper for dem. Måske kan vi takke den våde sommer for det? Jeg hørte nemlig en gang at man skulle sprøjte sine æbler med vand, hvis man ville undgå orm, og regnen burde have samme effekt.

Æblerne er ikke helt klare til at blive høstet endnu, men når de bliver, vil jeg være flink til at pakke æblerne ned i papkasser og beskydde dem med avispapir. Hvis vi pakker dem godt ind og stiller dem koldt, burde vi være selvforsynede med æbler indtil den anden side af nytår. De skal bruges i frugtskålen, til madpakker, i madlavningen, til salater, til bagning og desserter. Og meget andet. Siden jeg begyndte at blive opmærksom på det med “stop madspild“, er det meget oplagt at tage vare på al den mad der bare hænger der ude.

Frugten som når at falde ned, er jeg begyndt at tage hånd om. Det har indtil videre kun været et fåtal, men når vi skal klippe græsset, samler vi dem op, der er. Og det bliver da til en lille skål grød hver gang – det smager fantastisk i en portion yoghurt eller Skyr. Æblemos kan fryses og jeg har læst at det også kan bruges til at erstatte noget af fedtstoffet, når man bager kager. Det vil prøve.

“Man” siger at man ikke kan fryse æbler da de bliver brune og kedelige. Men jeg har gjort et forsøg og det ser umiddelbart ud til at fungere fint. Æbleternene i fryseren ser lige så lyse og fine ud som den gang jeg lagde dem ind. Måske er det først når man tør dem op, de bliver brune, det finder jeg snart ud af. Hvis det fungerer, vil jeg også skære æblerne i tynde både til fryseren så bliver det enormt nemt, når man vil lave en æblekage eller grød på et tidspunkt. Og det føles altid lidt luksus at hente frugt & grønt fra egen høst midt i vinteren.

Hvis du står med mange æbler og ikke helt ved hvad du skal finde på, kan jeg anbefale at du laver en svensk, varm æblekage. Den er hurtig, nem og koster ikke mange kroner at lave og så er den fantastisk god – gerne sammen med lidt vaniljeis.

Svensk æblekage

Opskrift svensk æblekage, 4-5 pers

  • 6 æbler
  • 2 dl rasp
  • 1/4 dl sukker
  • 3 spsk. smør
  • kanel

Skræl æblerne og skær dem i tynde både. Læg dem i en skål og tilføj rasp og sukker. Vend det hele og hæl op i et ovnfast fad (eller som her; i små portionsskåle). Afslut med lidt rasp, sukker og kanel og læg et par klikker smør ovenpå. Bag dem i 200 grader i ca. 25 min midt i ovnen.

Jeg har en aftale med en veninde inde i byen i aften, men jeg har lavet 4 små skåle som resten af familien kan hygge sig med. Jeg må nøjes med duften af æbler og kanel – det er nu heller ikke så tosset!

13 comments

  1. Birgitte B says:

    Uhm, det ser lækkert ud, selv om jeg ikke er stor fan af varmen æbler. Men det er andre i familien ;-)
    Dine æbler ligner dem min mormor og morfar havde – Ingrid Marie.
    Æblerne bliver brune når de får luft. Hvis du tager dem fra fryseren og bruger i noget kage mv. som skal i ovnen vil det ofte være ligegyldigt…
    Kh. Birgitte

    • Aargang73 says:

      Du burde prøve den Birgitte, den skal ikke spises varm, men lun. Give it a try ❤️ Jeg tror ikke at det er Ingrid Marie, det bud har jeg dog fået før. Tror de er for store og ikke røde nok. Ja, jeg tænker også at det burde fungere med at bruge frosne ælber i en æblekage. Jeg har tænkt at prøve en dag snart med dem jeg har liggende, før jeg putter fryseren fuld af æbler. Knus

  2. Anja says:

    Jeg gætter også på Ingrid Marie æbler :)

    Den ser super lækker og enkel ud, din æblekage – Opskriften er tilføjet samlingen af lækkerier, som skal afprøves. Mine små æbletræer har nemlig besluttet at forsyne mig gavmildt i år :)

    • Aargang73 says:

      Spændende – håber du kan lide den, Anja. Gad vide om det er grundet al regn, vi er så heldige med æblene i år… Så kom det da i det minste lidt godt ud af den lortesommer :)

  3. S says:

    Åhh nu blir jeg helt æblekage sulten. Ville os gætte på Ingrid Marie æbler eller måske elstar?
    Vi har næsten ingen æbler i år og de få der er der er både små, sure og fyldt med orm :-/ men de kan bruges til kager! Og grød og til de ikke helt sarte sjæle – til at spise…

      • Aargang73 says:

        Så tager jeg nok fejl i forhold til ormfrie æbler i forbindelse med en våd sommer ;) Heldigvis kan æblerne (eller dele af æblerne) jo bruges til alt mulig selv om de er lidt sure eller beboede af orm. Måske har du ret i forhold til at det er Elstar æbler, det bud tror jeg nemlig at jeg har fået før :)

    • Aargang73 says:

      Hej Pia – og velkommen her Duften af æble er virkelig lækker og duften af kanel, endnu bedre. Nej, hurtige/nemme/gode/billige opskrifter kan vi ikke få for mange af, vel? Med egne æbler fra haven, er denne nærmest gratis :)

  4. Pia says:

    Æbler er altid godt, og her bruges også hver og et. Vi har dog ikke haft så mange i år. Til gengæld har vi haft utroligt mange pærer. Heldigvis har stadig æblegrød i fryseren fra sidste sæson. Ved du, at du kan lave tørrede æbleringe. DET er også godt :-)

    • Aargang73 says:

      Æbler er altid godt, og mulighederne for hvad man kan bruge dem til, vil ingen ende tage! Jeg har aldrig prøvet at lave tørrede æbleringe, men jeg har tænkt tanken enormt mange gange. Og jeg tænker, at det bliver i denne æblesæson jeg får prøvet dem af. Hvor luksus (!) at stadig have æblegrød i fryseren – det håber jeg også jeg har, næste år på dette tidspunkt!

    • Aargang73 says:

      ‘Epler’ – hedder det så på norsk? :) Hvor lyder det sødt! Og du har ret – det er ‘gull’

Skriv et svar